Der blev gået til stålet, da 8 deltagere i dag stillede til start til bilboksning i Ranum. Kun én kunne køre fra ringen til sidst.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det har været en forrygende byfest indtil videre.
Det var den korte evaluering fra Ranum Borgerforenings formand, Heidi Jacobsen, da hun lørdag eftermiddag kunne notere sig endnu en succes ved indgangen til bilboksning-arenaen på vognmand Carsten Jensens domicil på Idrætsvej, hvor folk stod i kø for at lægge 75 kroner i entré.
Mens sensommervejret har vist sig fra sin allervenligste side, har borgerne i Ranum generelt bakket op godt om byfesten, der startede torsdag aften.
I dag var der premiere på Ranums byfestoptog, som klokken 12 bevægede sig gennem hovedgaden, og det var et stort og festligt et af slagsen.
Men bilboksningen er et af byfestens absolut største trækplastre. Her får publikum al det drama, man kan forvente for 75 kroner. Deltagerne skulle i år starte i en indledende runde, hvor deltagerne to ad gangen mødes i ringen i tre minutter. De simple regler er, at køre modstanderens bil i stykker, så den ikke kan køre og dermed udgår. Duellanterne må kun bakke ind i hinanden, og de må ikke køre ind i døren i førersiden.
Efter den indledende runde møder de tilbageværende deltagere hinanden i en knald eller fald runde, hvor der køres indtil, den ene bil går død og så fremdeles. I denne runde mødtes Emmelie Nielsen og Jan Arbjerg. De kørte begge i en ældre Peugeot, og det blev en langvarig dyst, hvor begge biler efterhånden blev halveret i længde, mens udstykningsrør, skærme, reservehjul og andre bildele raslede af køretøjerne.
Til sidst måtte Jan Arbjerg give op, men da det lykkedes ham at få gang i sin bil igen, kunne han avancere til næste runde. I finalen skulle Emmelie Nielsen og Jan Arbjerg mødes igen, men sidstnævntes bil var da så medtaget, at Emmelie Nielsen kunne kåres som vinder uden kamp.
I aften rundes byfesten i Ranum af med byfestbal i Ranum Multikulturhus, hvor der under spisningen er annonceret et festligt indslag. Det består af nogle sketches fremført af Sonny Ibsen, Jacob Johansen, Benny Møller og Lillian Hansen. I følge Sonny Ibsen vil der næste år blive opført en revy, hvis der viser sig at være stemning for det.
Se billeder fra optog og bilboksning herunder