Sidste år gjorde Limfjordsmuseet deres bedste for at skabe en uhyggelig stemning, da kanalbetjenthusene i Lendrup dannede rammerne for gys og gode historier for alle mellem 5 og 95. Dengang mødte 100 op.
Nu bliver der igen rislen ned af ryggen, når Limfjordsmuseet åbner op for gratis gys og gode historier i Kanalbetjenthuset i Lendrup. Den erfarne historiefortæller Anna Grethe Beck fra Århus har nemlig indvilliget i at åbne op for godteposen igen i år.
Anna Grethe Beck er medlem af en fortællerkreds, der dyrker den gode historie i dens mundtlige form. Tidligere har den erfarne fortæller haft lignende fortællinger på Moesgaard Museum og Den gamle by.
Den pågældende aften byder Anna Grethe Beck på hele tre gode historier:
Det hovedløse skelet - en historie fra vikingetidens Århus
Skubidus eventyrlige rejse - et eventyr fra Frankrig
Pigen og Hesten - et jysk folkeeventyr
Arrangementet finder sted i aften klokken 19.30. De gode historier henvender sig til alle mellem 5 og 95. Der vil være mulighed for at købe øl, vin og vand til arrangementet.
Arrangementet, der er gratis, er et led i Limfjordsmuseets planer om at give borgere og turister øget adgang til kanalbetjenthusene gennem øget åbningstid og flere specialarrangementer.
Der vil være en musikalsk indledning ved H.A.T. Jørgensen & Jane Sørensen, og allerede kl. 18.45 afsejler Limfjordsmuseets nye kanaldamper med kurs mod Lendrup. Sejlturen er gratis - dog max. 30 passagerer - pladsbestilling tilrådes på 98 67 18 05.