Til gengæld er der et stigende antal overnatninger udenfor højsæsonen i det himmerlandske.
Tekst & foto: Per Lyngby
I forbindelse med Nytårskuren i Destination Himmerland, som fandt sted i Messecenter Vesthimmerland i Aars, kunne destinationschef Johanne Bugge se tilbage på et godt 2024 og et spændende 2025.
Generelt havde destinationschefen meget at glæde sig over, bl.a. at der en forlængelse af sæsonen, så der er flere overnatninger udenfor højsæsonen i området. Til gengæld måtte hun også konstatere, at antallet af overnatninger i højsæsonen har været faldende - uden at der kunne peges på en direkte årsag.
Johanne Bugge kunne fortælle, at der nu er 158 partnere, og at flere er på vej. Det er vigtige medspillere i den daglige markedsføring af Himmerland. Specielt overnatningsstederne bakker op og tegner sig for 27 procent af partnerskaberne.
Der har været arbejdet med det grafiske udtryk i markedsføringsmaterialet, og på det udenlandske marked har der specielt været fokus på Norge, Nederlandene og Tyskland, hvortil kommer den store indsats på det danske marked bl.a. gennem annoncer, sociale medier, konkurrencer, influencere, presseomtale og turistambassadører som f.eks. racerkøreren Tom Kristensen, som er blevet filmet på cykeltur i det himmerlandske.
Gæstetilfredsheden i området er god og ligger over landsgenemsnittet.
Juleudstillingen "Englen" blev markedsført med stor succes og samlede næsten 50.000 besøgende i Aars. Halvdelen af alle 69.447 sidevisninger på destinationens hjemmeside i november og december var på denne udstilling.
Som et ekstra kolorit på årets nytårskur havde man inviteret TV-værten Christian Degn, som fortalte om, hvad han mener er kendetegnende for godt værtskab. Her slog han til lyd for, at man skal være sig selv og være troværdig - noget han også selv har dyrket i nogle af sine programmer, hvor han har udstillet dele af sit private liv for åben skærm.
Christian Degn kunne erindre et af sine første besøg i Aars, hvor han dristede sig op på 3-meter vippen i det lokale friluftsbad, men ydmygt måtte kravle ned igen, da modet svigtede.
Det gjorde det ikke mandag eftermiddag, hvor han afslappet og naturligt berettede om sit TV-liv og om sit syn på det gode værtskab.
Juleudstillingen "Englen" løb med prisen for "Årets Turismeindsats i Himmerland", mens Lars Bøgh Pedersen, amatørarkæolog og guide i og omkring Bramslev Bakker, fik prisen som "Årets Ildsjæl". I denne kategori var der ingen nominerede fra det vesthimmerlandske område.