Løgstør BIO var fyldt til sidste plads, da der i går var snigpremiere på den nye film " Klumfisken", som har et barn af Løgstør som instruktør.
Et veloplagt filmhold med skuespillerne Henrik Birch (Kesse), Susanne Storm (Gerd) og Lars Topp Thomsen (Lille-Lars) mødte op i biografen søndag eftermiddag sammen med producer Claudia Siesbye Halsted, manuskriptforfatter Lærke Sanderhoff og ikke mindst filmens instruktør, Søren Balle, der er opvokset i Løgstør.
Biografen havde bestemt sig til at gøre dagen festlig, så filmhold og publikum blev mødt med sang af Shantykoret, der klingede godt i BIOs foyer. Henrik Birch kunne ikke dy sig for at synge med og blev hurtigt indlemmet i koret.
Thomas, der er naturvejleder på Limfjordsmuseet, havde i dagens anledning tøet museets klumpfisk op, så man fik lejlighed til at klappe og ikke mindst lugte til den. Thomas fortalte en gribende historie om en klumpfisks utrolige liv, mens publikum fik serveret Pia´s Hawaii-mix, en ret der indgår i filmens handling.
Efter ivrig snak med det fremmødte publikum gik Søren Balle sammen med resten af filmholdet i salen og fortalte om filmens tilblivelse. Hvordan idéen til filmen var opstået, om Sørens ønske om at lave en film der har sin rod i det jyske og hvor optagelserne foregår på stedet og ikke i et studie, og hvordan det er at optage film på en gyngende kutter på Vesterhavet.
Efter filmen var der klapsalver i salen, der var fyldt til sidste plads. Publikum gav udtryk for, at de synes det var en god og vedkommende film med en herlig underspillet jysk humor.