Finn Nørbygaard skal tale om humor, når han den 17. oktober kommer til Vilsted og holder foredrag på Vilsted Friskole.
Af Jacob Dalgaard
De fleste kender Finn Nørbygaard, og for de fleste er han sikkert også kendt som en mand med masser af humor. Uanset, om det er i en af hans roller i de gamle Tuborg Squash-reklamer, i Jydekompagniet-filmene, i Finn'sk Fjernsyn eller hans mange shows på scener i det ganske land, har humor været et populært virkemiddel.
Humor er netop emnet, når han den 17. oktober besøger Vilsted med et foredrag af cirka en times varighed. Det er Vilsted menighedsråd, der har arrangeret foredraget, som indledes med fællesspisning af smørrebrød.
"Om humor " skriver Finn Nørbygaard selv.
"Man kan sammenligne humor med olien på en bil. Bilen kan godt køre med lav oliestand, men hvis den er helt tom, brænder motoren sammen. Humoren er en overlevelsesmekanisme, som vi alle sammen har brug for - også selvom vi har sat den på lavt blus."
Finn Nørbygaard fortæller også om sit personlige arbejde med humor. Han giver en række eksempler på, hvordan hans fascination af de forskellige humorformer har ændret sig over årene.
Billetter til foredraget inklusiv mad og drikke koster 125 kr. Se mere i annoncen under "Meddelelser".