Sparekassen Danmark Fonden Himmerland har med en betydelig donation sikret levende musik til sommergæsterne i Løgstør.
Selv om det danske vejr ikke helt har fundet ud af det endnu, så viser kalenderen at det er blevet sommer i Danmark. Sommeren i Løgstør er traditionen tro lig med musik på havnen, hvor det så er vejret, der afgør om koncerterne afholdes udendørs eller inde i Kulturladen.
Det er Løgstøregnens Turistforening, som står bag de traditionsrige torsdagskoncerter, hvor både lokale og turister i stor stil finder vej til Kulturladen. Før torsdagens koncert kunne Hanne Møller fra Sparekassen Danmark i Løgstør overrække en check på hele 45.000 til turistforeningens arbejde med torsdagskoncerterne.
-Vi er utroligt glade for den opbakning, som Sparekassen Danmark Fonden Himmerland har vist os. Uden den støtte, som de og vores andre sponsorer yder, vil det ikke være muligt at afholde vores velbesøgte torsdagskoncerter, lyder det fra Jimmy Støttrup, som er medlem af Løgstøregnens Turistforening og som sammen med Linda Immersen, Jens Peter Axelsen og Benny Nielsen er med til at arrangere koncerterne henover sommeren.
– I turistforeningen ser vi vores torsdagskoncerter som en vigtig del af sommerens mange arrangementer i Løgstør. Koncerterne er med til at understøtte fortællingen om Løgstør som en åben og aktiv by, hvor der sker noget henover sommeren.
Hanne Møller, som på billedet ses overrække checken, glæder sig ligeledes over koncerterne på havnen:
– Vi er glade for at vi med denne donation fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland kan være med til at fastholde traditionen med Torsdagsmusik på havnen i Løgstør. Det skal samtidig også ses som et skulderklap til det frivillige stykke arbejde, der ligger bag koncerterne.
Udover koncerterne på havnen var det også turistforeningen, som sammen med den lokale handelsstandsforening stod bag forrige uges koncert med Tørfisk i hovedgaden.