I aftes var der Maritim Festival i Løgstør som optakt til Nordens største træskibssejlads, som starter i dag kl. 10.00.
Der stiller 59 træskibe til start i dag på første etape af Limfjorden Rundt. Etapen skydes i gang ud for Løgstør klokken 10, og de sidste par dage har Løgstør havn været prydet med de flotte fartøjer.
Vanen tro er Løgstør nemlig startby på den 5 etaper lange træskibssejlads gennem Limfjorden, og Limfjordsmuseet og en lang række frivillige havde mandag sat alle sejl til for at holde en maritim festival. Selv om metrologerne havde truet med store regnmængder gik festivalen stort set fri for vand, og det samlede mange mennesker på havnen, hvor der foruden træskibe også var tohjulede og firhjulede fartøjer at kigge på. I festivalteltet var der musikalsk underholdning med De Galvaniserede Leoparder og Muleskinners, ligesom Limfjordsmuseets eget sømandskor var i aktion.
På havnen var der forskellige åbne maritime værksteder, og ved drejebroen over Frederik Den VII's Kanal demonstrerede en hest, hvordan man i gamle dage fik trukket skibe gennem kanalen.
Træskibene letter altså anker her til formiddag, hvorefter de kan følges på fjorden de kommende dage efter denne plan: