Efter 4 et halvt år som forpagter af Kanalfogedens Køkken i Løgstør stopper Jimmi Petersen til nytår.
Det er en af sværvægterne i den lokale restaurationsbranche, der pr. 31. december lægger køkkenkniven på hylden. Jimmi Petersen var i 13 år fra 1996 til 2009 forpagter af Pavillon Christiansminde, og siden sommeren 2008 har han været forpagter af restaurant Kanalfogedens Køkken i det maritime oplevelsescenter i Limfjordsmuseet. I mellemtiden var han også med til at starte Café Kunst på havnen.
Fremover vil han hellige sig jobbet som selvstændig i sin virksomhed Gastro Consulting.
"Jeg vil fremadrettet lægge mit fokus på udvikling af Gastro Consulting, som blandt andet arbejder med gastronomiske events, hotel- og restaurantdrift samt ledelse, turismestrategi og -udvikling samt øge kendskabet til nordjyske fødevarer," siger Jimmi Petersen, der tillige i en periode har været formand for turistforeningen i Løgstør.
Limfjordsmuseet er i øjeblikket i fuld gang med forhandling om ansættelse af en ny forpagter af Kanalfogedens Køkken til at videreføre restauranten og overtage bookede arrangementer. Forhandlingerne ventes snart at falde på plads.