Økonomiudvalget havde i dag planlagt et møde med kun et enkelt punkt på dagsordenen, og det var vel at mærke på en lukket dagsorden. Men Lokaltindblik.dk erfarer, at det er et eventuelt salg af de tre snart lukkede folkeskoler i Blære, Overlade og Strandby, der skulle diskuteres.
Det bekræfter Økonomiudvalgets formand, Knud Kristensen (K). Men der blev slet ikke taget stilling, for punktet blev udsat. Årsagen til det er, at der er kommet nye oplysninger, som udvalget er nødt til at undersøge nærmere, inden der træffes beslutning.
Knud Kristensen kan ikke på nuværende tidspunkt røbe, hvilke oplysninger, der er tale om. Han kan heller ikke melde ud, hvornår der kan træffes en afgørelse, og dermed må de tre nye friskoler, der gerne vil overtage skolerne, væbne sig med mere tålmodighed.