1. juni åbnede Løgstør Skole en mini SFO, hvor 24 børn er gået i lære som skolebørn.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Til august starter 24 børn i 0. klasse på Løgstør Skole, og de er allerede gået i gang med en grunduddannelse som skolebarn. Siden 1. juni har Løgstør Skole haft en mini-SFO, hvor de kommende skolebørn sagde farvel til deres respektive børnehaver og goddag til Løgstør Skole.
Skiftet fra at være børnehavebarn til at være skolebarn er stort, og det skifte skal mini-SFO'en netop gøre så let som muligt. Det sker ved, at børnene indtil skolestart har en voksen med i mini SFO'en fra deres gamle børnehave. På den måde lære barnet at kende de nye børn og voksne i trygge omgivelser.
Når den rigtige skole starter efter sommerferien vil medarbejderen fra børnehaven også være med to timer dagligt de første 14 dage.
-Børnene får gode muligheder for at danne relationer, inden de starter i skole, og de kommer til at kende kende skolen og ved, hvor toiletterne er, de kender skolegården og det usynlige hegn, som er på en skole. I børnehaven har de været vant til at være de store børn, men i mini-SFO'en bliver de også dus med de større børn, siger Bente Nielsen.
Hun er pædagog i børnehaven Sneglehuset, der lige som Kridthuset og Børnehuset i Ranum er en del af mini-SFO'en.
Nogle forældre var lidt utrygge i starten, men alle har taget ja-hatten på, og efter de første knap tre uger er forældrene positive, siger Bente Nielsen.
En anden af de voksne i mini-SFO'en er Katrine Høgh Sørensen, som skal være støtte i den kommende 0. klasse. Hun er også tilfreds med starten:
-Det fungerer rigtig godt. Det er ret fedt at se, hvordan børnene finder hinanden på kryds og tværs.
Skolerne i Aars, Farsø og Aalestrup har også mini-SFO'er. Fra det nye skoleår er Ranum Skole nedlagt og lagt ind under Løgstør Skoledistrikt, hvilket har været en anledning til at etablere mini-SFO i Løgstør.
På billedet ses til venstre Katrine Høgh Sørensen og Bente Nielsen.