En af Løgstørs etablerede elektrikerfirmaer er blevet solgt fra 1. februar.
Efter 30 år som indehaver af HB EL Service ApS har Hans Borregaard solgt sin forretning i Løgstør til Midtfjord El, som ejes af Preben Nielsen og Mads Andersen. Parterne blev enige om betingelserne i går, og Hans Borregaard fortsætter som aktiv medarbejder i virksomheden.
Selv om Hans Borregaard er fyldt 72 har han ikke i sinde at gå på pension. Tværtimod glæder han sig over at kunne slippe den administrative del ved at være selvstændig, så han fremover kan koncentrere sig om at servicere kunderne "ude i marken".
Preben Nielsen og Mads Andersen slår fast, at HB El Services kunder ikke kommer til at mærke det store til overtagelsen udover et nyt brevhoved. For udover Hans Borregaard følger hans svend Paw med over i Midtfjord El, og de to vil fortsat kunne træffes direkte på deres sædvanlige telefonnumre, så kunderne fremover kan betjenes af de samme personer. Paw er udlært hos HB El Service i 2013.
Preben Nielsens og Hans Borregaards veje har krydset hinanden flere gange, hvor de gennem tiden flere gange har været både kolleger og konkurrenter gennem forskellige virksomhedsopkøb og opstart af nye virksomheder.
Midtfjord Els overtagelse af HB El Service træder i kraft fra 1. februar 2023.