Det kommer børnehavebørn i Ranum, og plejehjemsbeboere i Løgstør til gode.
Den store internationale dør-virksomhed Jeld-Wen fylder den 25. oktober 50 år. I stedet for en traditionel fejring for virksomhedens egne ansatte har Jeld-Wen i Løgstør valgt en utraditionel løsning og fejrer i stedet de 50 år ved at donere 50 arbejdstimer til værdige formål i lokalsamfundet.
Det kom i går Børnehuset i Ranum til gode. Jeld-Wen har sendt medarbejdere til børnehaven for at opføre et nyt skur til børnehavens geder samt en ny låge. Børnehuset har fået tildelt 25 arbejdstimer af Jeld-Wen.
I dag kommer turen til plejecenter Bøgely. Cirka 10 medarbejdere fra Jeld-Wen vil i eftermiddag tage beboerne med på en gåtur på havnen, og bagefter servere kaffe, øl og vand på Bøgely. Initiativet rundes af med sang i højskolesangbogen sammen med medlemmer af Løgstør Koret.¨
Det er Jeld-Wens medarbejdere, der har været med til at vælge, hvilke formål de 50 timer skulle gå til. Blandt 7 forslag blev de to nævnte valgt efter en afstemning.
JELD-WEN Door Solutions blev grundlagt på et tidligere savværk i byen Klamath Falls i staten Oregon på USA’s vestkyst den 25. oktober 1960. Lige siden har virksomheden været ejet af samme familie og har i dag repræsentationer i 22 lande og cirka 25.000 medarbejdere verden over, heraf de 244 i Løgstør. JELD-WEN har i Europa fabrikker i 12 lande og beskæftiger flere end 6.000 personer. Koncernen JELD-WEN har hovedsæde i Oregon i USA. I Skandinavien producerer JELD-WEN døre i Løgstør, Herning og Sdr. Felding i Danmark samt i Forserum og Aastorp i Sverige.
Fabrikken i Løgstør hed tidligere Vest Wood, indtil Jeld-Wen i 2005 opkøbte koncernen.