Lidt forsinket lagde Juleskibet og dets besætning i eftermiddag til kaj på Løgstør Havn, hvor der som sædvanlig var mødt mange mennesker op for at tage godt imod Julemanden.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Mens børn og voksne klokken 13 ventede på Juleskibet, der langsomt nærmede sig fra Aggersund, forsøgte den kommende borgmester Per Bach Laursen og den kommende 1. viceborgmester Theresa Berg Andersen at holde humøret oppe hos de hundredevis af mennesker. Politikerparret er efterhånden blevet fast inventar som kommentatorer, når Juleskibet kommer til Løgstør.
Ventetiden blev også udfyldt med uddelingen af årets kringler, der som en anerkendelse for en særlig indsats tilfalder lokale borgere. Kringlen er indstiftet af tidligere bagermester Keld Dal, som er aktiv planlægger af Juleskibs-traditionen.
Forhenværende indehaver af Matas Løgstør, Kjeld Keldgaard, fik en vaskeægte kringle for sin store indsats i stort set alle Løgstørs foreninger gennem mange år. Dernæst var der kringler til Lene Severinsen og Hans Laursen, der begge har været en tur hos dronningen efter 40 års tro tjeneste hos henholdsvis Spar Nord og Løgstør Tømmerhandel.
I år var der ekstraordinært yderligere to kringler. Der var en borgmesterkringle til Per Bach Laursen og en viceborgmesterkringle til Theresa Berg Andersen.
Og så gled Juleskibet ellers ind til kaj, og Julemanden og hans følge hoppede i land og hilste på store og små. Flere småfolk - eller måske nærmere deres forældre - benyttede lejligheden til at aflevere sutter til Julemanden, der lovede at passe godt på dem.
Beredskab Nordjylland holdt klar med brandbiler, og som det har været i årtier, steg julebesætningen op på taget af de røde biler og blev kørt op i Østerbrogade, hvor kilovis af karameller blev kastet ud over menneskemassen.