Spar Nord Bank i Løgstør lokker konfirmander ind i banken med høje renter.
Når kontanterne er talt op efter årets konfirmationer står valget for konfirmanderne mellem at bruge dem eller placere pengegaverne. Spar Nord . En dansk konfirmand modtager konfirmationsgaver for titusindvis af kroner, og en stor del af pengegaverne bliver efterfølgende sat i banken på en såkaldt konfirmandkonto. Ifølge Spar Nord sætter den gennemsnitlige konfirmand i niveauet 16.000 kroner ind på sin konfirmandkonto, og med omkring 50.000 konfirmationer i Danmark nærmer det årlige konfirmand-indskud sig 1 milliard kroner.
Spar Nord har i år valgt at tilbyde konfirmanderne en rekordhøj rente på mellem 9 og 14 procent. Renteniveauet varierer i de enkelte afdelinger, og i Løgstør har man valgt at tilbyde 9 procent.
Renten er et led i en forretningsstrategi. Spar Nords direktør Lars Møller siger, at det ofte bliver til en varig bankdebut, når konfirmanderne opretter en konfirmandkonto:
"9 ud af 10 vælger at fortsætte med Spar Nord som bank efter det første år, hvor de ekstremt høje indlånsrenter ophører," siger Lars Møller og fortsætter:
"Det er jo ingen hemmelighed, at vi altid gerne vil have nye kunder i butikken, og det er selvfølgelig grunden til, at vi gør os anstrengelser for også at tiltrække og fastholde unge kunder i banken."
Konfirmander kan maksimalt indsætte 25.000 kroner på en konfirmandkonto i Spar Nord, og efter 30. december 2011 justeres renten til samme indlånsrente, som gør sig gældende for Spar Nords stjernekunder. Tilbuddet gælder også for de såkaldte ”nonfirmander”, der ikke vælger en kirkelig højtideligholdelse af konfirmationen.