Når mænd græder, er der ingen, der ser det. Når mænd har det psykisk svært, får de ofte lov til at gå alene, og for tre gange flere mænd end kvinder ender det på den værste måde – med selvmord. I dag er det Mændenes Internationale Dag, og for Psykiatrifonden er det afgørende, at vi får bedre data om mænds psykiske helbred, for lige nu handler vi i blinde.
Mænd går sjældnere til lægen. Mænds psykiske lidelser er underdiagnosticerede og underbehandlede. Og mænds psykiske problemer falder ofte uden for lyskeglen. Mange mænd siger det ikke højt og kæmper alene, til det i alt for mange tilfælde går galt: Selvmordsraten er ca. tre gange så høj for mænd som for kvinder.
I Danmark er mænd i det hele taget i overtal i mange dårlige statistikker. Det er de, når det kommer til selvmord. Når det kommer til misbrug – både af alkohol og stoffer. Når det kommer til kriminalitet, og når det kommer til ensomhed. Et sted er de i undertal, og det er paradoksalt nok i de officielle tal for mennesker med psykiske lidelser i Danmark: Antallet af patienter, som var i kontakt med psykiatrien fra 2021-2022, fordelte sig på 44 pct. mænd og 56 pct. Kvinder. Det antyder et mørketal for mænd med psykisk sygdom. Måske fordi de ikke søger hjælp, eller måske fordi de ikke bliver set og hørt i sundhedssystemet.
"Når man tænker på, hvor gennemregistreret et samfund, Danmark ellers er, er det tankevækkende, hvor dårlige data, vi har for vores psykiske sundhed. Vi mangler præcise og omfattende data, der kan kaste lys over forekomsten af psykiske lidelser generelt, dermed selvfølgelig også hos mænd. Har vi ikke de data, kan vi ikke målrette vores indsatser og ressourcer effektivt", siger direktør i Psykiatrifonden Marianne Skjold.
Finansierer med bind for øjnene
Mangel på data og viden om, hvad der skal til, betyder, at mange mænd lider alene uden at få hjælp og behandling med tragiske konsekvenser til følge.
"Det betyder også, at vi har svært ved at estimere, hvad det koster at tilbyde behandling til alle dem, der har brug for det. Simpelthen fordi vi ikke ved, hvor mange der er. Det skaber grobund for, at der bliver udviklet nogle rent fagligt velfunderede politiske løsninger, men hvor man reelt finansierer med bind for øjnene", siger Marianne Skjold.
Konsekvenser for hele samfundet
Mænds psykiske sundhed har ikke alene konsekvenser for den enkelte, men også for deres familier, arbejdsmarkedet og sundhedsvæsenet. Hvis mænds psykiske problemer opdages og behandles i tide, inden de bliver mere alvorlige og sværere at afhjælpe, kan vi reducere omkostningerne til langvarige behandlinger, undgå at flere ender i misbrug eller kriminalitet og nedbringe antallet af selvmord.
"Som samfund har vi desværre en særligt blind vinkel på mænds psykiske sundhed og hvordan vi når dem med den behandling og forebyggelse, der er brug for", siger Marianne Skjold.
Pressemeddelelse via Ritzau