Lars Rem, der tidligere var medlem af Nye Borgerlige, har meldt sig ind i Liberal Alliance, der dermed bliver repræsenteret i byrådet i Vesthimmerland for første gang.
Efter en god og åben dialog mellem Liberal Alliance og byrådsmedlemmet Lars Rem er Vesthimmerlands Kommune blevet en LA-politiker rigere. Rem har nemlig meldt sig under partiets faner, efter at han i en periode som løsgænger har fundet hjem i det liberale partis politik. Det skyldes især, at han i forvejen allerede har kæmpet den liberale sag i byrådet i en række år. Den kamp ser hovedpersonen frem til at fortsætte:
”Jeg har været løsgænger i et stykke tid nu, fordi det har været meget vigtigt for mig at lande det rigtige sted. Det er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg er lykkedes med nu. Liberal Alliance er et kerneliberalt parti med sunde værdier, og under Alex Vanopslaghs ledelse har partiet i min optik flyttet sig i en sund retning, hvor både det personlige ansvar og borgernes frihed er i højsædet. Af den grund ser jeg frem til at kunne fortsætte min kamp for den borgernære velfærd i LA’s farver. ”
Lars Rem har sæde i byrådets beskæftigelsesudvalg, hvor han fortsætter. Også kommunens generelle drift optager ham:
”Vi har et godt stykke arbejde foran os i beskæftigelsesudvalget, og her er jeg særligt optaget af, at vi skal
behandle folk med værdighed, uanset hvad deres jobstatus er. Samtidig arbejder jeg for at sikre, at
kommunen bruger sine midler på noget, der rent faktisk kommer borgerne til gode. Derfor skal vi have luget
ud i bureaukratiet, så der kan blive større rum til at imødekomme borgernes behov i hele vores kommune.”
I Liberal Alliances landsorganisation vækker skiftet glæde. Landsformand Jakob Rixen udtaler:
“Lars Rem har øjnene stift rettet mod den borgernære velfærd. mens han til gengæld gerne kæmper mod
meningsløst bureaukrati og projektmageri. Det er netop vores modus i Liberal Alliance, og derfor er jeg
meget glad for, at Lars har kunnet se sig selv hos os, så vi nu også har et byrådsmedlem i Vesthimmerland.
Jeg glæder mig til samarbejdet.”