Selv om Løgstør slog Vejgård i regionsfinalen for 4 uger siden, var det alligevel Vejgård, der løb med sejren i landsfinalen, mens Løgstør fik en 3. plads.
Vejgaard Vandværk i Nordjylland kan nu smykke sig med den fornemme titel: "leverandør af Danmarks mest velsmagende drikkevand". Efter fire indledende konkurrencer rundt om i landet var blot otte vandværker med i den afsluttende finaledyst, der fandt sted med Den lille havfrue som tilskuer på Langelinie Pavillonen i dag.
Vandet fra Vejgaard Vandværk faldt i dommernes smag, og Næstved Vandforsyning og Løgstør Vandforsyning placerede sig efter tæt konkurrence på anden- og tredjepladsen, mens de resterende fem finaledeltagere kan kalde sig "regionale vindere". Efter at have duftet, gurglet og smagt sig gennem vandprøverne kunne dommerpanelet, der bestod af vinanmelderne Jacqueline Jensen, Peter Winding, Elsebeth Lohfert og André Dewald fra Vinbladet samt madskribent Nanna Simonsen kåre Danmarks vand-mestre. Dommerne var yderst tilfredse med niveauet og begrundede valget af vinder-vandet med denne kommentar:
"Dette vand er fast, spændstig, med god fylde, og med godt spil i eftersmagen. Det er lifligt, meget friskt og rent, og det har en lang rensende eftersmag. Samtidig har det en læskende kølighed og forbliver friskt – selv efter nogen tid i glasset.
"Niveauet har været imponerende højt. Det vand, vi har smagt, har - uanset de regionale forskelle - været utroligt velsmagende. Det er variationen i indholdet af salte og mineraler samt vandets hårdhed, der bestemmer hvilke nuancer, som dominerer det samlede smagsindtryk," udtaler Elsebeth Lohfert fra dommerpanelet.
Dansk Vand Grand Prix 2006 er arrangeret i et samarbejde mellem Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva) og Foreningen af Vandværker i Danmark (FVD) for at sætte fokus på det gode danske drikkevand. Det danske hanevand er kvalitetsmæssigt helt i top overalt i landet, men nu er det altså afgjort, at det er i Vejgaard, at det smager bedst.
"Det har været spændende at deltage i Dansk Vand Grand Prix, og det er et rigtig godt initiativ med sådan en vanddyst. Vi er selvfølgelig meget stolte af at kunne levere Danmarks mest velsmagende drikkevand. Især fordi konkurrencen var så hård. Vi ved, at alle de andre deltagere også stillede op med et rigtig godt produkt," siger Jens Riise fra Vejgaard Vandværk efter kåringen.
"Selvom det kun blev til en tredjeplads, er vi glade for at have deltaget i arrangementet, der på bedste vis har gjort opmærksom på den unikke ressource, rent drikkevand er. Og så er vand fra hanen jo sundt og i øvrigt væsentligt billigere end kildevand på flaske," slutter Evan Jensen fra Løgstør Vandforsyning.
Miljøminister Conni Hedegaard overrakte præmier til de 3 bedst placerede. Vinderen vandt en tur til Paris, mens Løgstør Vandforsyning fik en drikkevandsfontæne.
Læs artikel om regionfinalen:
Klik her