Hvis det står til et flertal i bestyrelsen af Løgstør Kabel TV kan medlemmerne inden længe se frem til at komme over på den fremtidssikrede fiberteknologi. Forslaget skal præsenteres for og vedtages af medlemmerne på en generalforsamling og vil også indebære en 3-årig rabat på tv.
Igennem 33 år har Løgstør Kabel TV og Stofa arbejdet tæt sammen om at levere gode, billige og populære tv- og bredbåndsprodukter til foreningens medlemmer. Nu vil et flertal i bestyrelsen i samarbejde med Stofa indgå en aftale om fibernet og lavere priser på tv – en aftale, som er forudsat en godkendelse på den kommende generalforsamling.
- Løgstør Kabel TV har i mange år leveret tv til medlemmerne gennem foreningens coax-net. De seneste år er interessen for fibernet steget, og nu står vi i en situation, hvor fibernettet er i gang med at blive udrullet i Løgstør. Hos Løgstør Kabel TV har vi altid været med på den nyeste teknologi, ligesom vores priser altid har været meget konkurrencedygtige. Det betyder, at vi altid har kunnet tilbyde vores medlemmer det bedste. Set i lyset af, at vores samarbejdspartner igennem årene har besluttet at udrulle fiber i Løgstør by, har vi efterprøvet, om de eventuelt kunne været interesserede i at overtage foreningen. Det resulterede i, at vi har fået et rigtig godt tilbud, som vi gerne vil høre medlemmernes stillingtagen til. Derfor er vi nu klar til at præsentere en mulig ny aftale med Stofa på den kommende generalforsamling, fortæller Bjarne Pedersen, bestyrelsesformand i Løgstør Kabel TV.
Fibernet og rabat på tv-pakker de næste 3 år
Med den nye aftale vil Stofa flytte alle medlemmer fra coax over på fibernettet, som er den nyeste af alle bredbåndsteknologier. Og Stofa lover at gøre overgangen så nem som muligt.
- Vi sender en tekniker ud til alle de medlemmer, der ønsker det, som vil stå for alt det praktiske i forbindelse med omkoblingen og opsætningen i forbindelse med overgangen fra coax til fiber, lover Jesper Kjelgaard, direktør for Onsite, Salg & Content i Norlys Digital.
Som en del af aftalen kan medlemmerne desuden se frem til en betydelig rabat på tv i de kommende 3 år.
Løgstør Kabel TV opfordrer medlemmer til at forholde sig i ro
Hos Løgstør Kabel TV har man modtaget mange henvendelser fra medlemmer med spørgsmål til den igangværende fiberudrulning, og hvad det betyder for dem. Bestyrelsens råd er imidlertid at forholde sig i ro, indtil generalforsamlingen er blevet afholdt, og de hører andet:
- Vi forstår godt de mange spørgsmål og er ærgerlige over, at vi endnu ikke har haft mulighed for at afholde generalforsamlingsmødet på grund af corona-situationen. Bakker medlemmerne op om den aftale, vi har lavet med Stofa, er der flere fordele at hente som medlem, og derfor er det vores håb og ønske, at man ser tiden an lidt endnu, slutter bestyrelsesformanden i Løgstør Kabel TV, Bjarne Pedersen.