Om 14 dage kridter eleverne på Løgstør Skole skoene og løber penge ind til fordel for børn med lungesygdomme.
100.000 danske skolebørn lider i øjeblikket af astma. Det viser tal fra Børnelungefonden, der sammen med Team Rynkeby Fonden sætter fokus på lungesyge børn, når Team Rynkeby Skoleløbet afvikles på skoler i hele landet, fredagen før påskeferien – heriblandt på Løgstør Skole.
Alt for ofte bliver symptomerne på astma misforstået og slået hen med, at barnet nok bare ikke er interesseret i fysisk aktivitet eller ofte er snottet og syg eller i for dårlig form, og så bliver der aldrig taget hånd om problemerne.
- Derfor er det også fantastisk, at vi kan bruge Team Rynkeby Skoleløbet til at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er at have fokus på velfungerende lungerluft, lunger og sundhed – og så håber vi naturligvis også at kunne samle penge ind til forskning til de virkelig alvorlige og livstruende lungesygdomme, som også rammer børn, og som der i dag ikke er ret meget viden om, siger siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen og næstformand for Børnelungefonden.
Løgstør Skole støtter op om Team Rynkeby Løbet, og det betyder, at de omkring 430 elever de kommende dage vil gå til forældre og bedsteforældre med flere for at finde sponsorer til løbet. Hver elev må skaffe op til 10 sponsorer, som hver især må donere op til 2 kroner for hver kilometer, eleven løber den 23. marts.
René Christensen, lokal repræsentant for Team Rynkeby, var i går på Løgstør Skole for at orientere samtlige elever om løbet og baggrunden for det. Selv deltager han på Team Rynkebys nordjyske hold, der i uge 27 cykler til Paris til gavn for Børnecancerfonden. Udover René Christensen er der yderligere to vesthimmerlandske deltagere på det nordjyske hold. Det er Jens Dalgaard, Løgstør og Karsten Thomsen, Gatten. Derudover er Karsten Grynderup Poulsen fra Louns med på service teamet.
Alene sidste år deltog 115.000 danske skoleelever fra 328 danske skoler i Team Rynkeby Skoleløbet – dertil kom godt 50.000 elever fra de øvrige nordiske lande. I alt blev der indsamlet godt 14 millioner kroner til børn med kritisk sygdom, hvoraf de 10,4 millioner kroner gik til Børnelungefonden i Danmark.
- Det er dejligt, at vi som skole kan være med til at gøre noget for andre og sætte fokus på de børn, som lider af en lungesygdom. Samtidig får vi alle noget motion i forbindelse med skoleløbet, siger Peter Rasmussen, lærer på Løgstør skole.