På Søndag bliver Janteloven afskaffet i Løgstør, som i stedet introducerer "Den positive Jantelov".
Søndag den 17. november afskaffer Løgstør Janteloven ved en ceremoni på havnen for alle interesserede. Efterfølgende er der ”gravøl” på Pavillon Christiansminde. Her vises og sælges Løgstør-møbler, som er blevet til af møbler, som var på vej i forbrændingen, men som i sidste øjeblik blev reddet fra den visse død og nu er blevet forvandlet fra den grimme ælling til den smukke svane.
En gruppe ildsjæle har sat et nyt projekt i gang ”Kunst på Ben”, hvor møbler på ben får nyt liv og bliver til kunstværker. Møblerne var egentlig sendt på renovationspladsen og havde derfor ikke nogen værdi, men så kom en række lokale, nordjyske kunstnere og reddede dem, pudsede dem og smukkeserede dem.
Tanken med møblerne – og afskaffelsen af Janteloven - er, at Løgstør gør op med Jantelovens ”Du skal ikke tro, at du er noget”, da disse møbler, der var på vej i forbrændingen, nu får nyt liv – og dermed er noget.
"Det samme gør sig gældende for Løgstør. Nogle udefra vil måske være fristet til at sige om/til Løgstør, at vi ikke skal tro, at vi er noget – men vi ved bedre! Vi er bestemt noget helt særligt – ligesom møblerne," siger Line Myrup Gregersen, der er event-koordinator for Branding Løgstør.
Siden 2005 er der i Løgstør sat en masse levedygtige tiltag i værk såsom Muslingehøstfest, Muslingefestival, KanalJazz, Danmarksmesterskaberne i Østersåbning og Champagnesabling, Maritim Festival, torsdagsmusik, Pinseparade, Løgstør Open Air og meget andet.
Det er årsagen til, at Løgstør har valgt, at det nu er på tide officielt at afskaffe Janteloven. For Løgstør ved, at den er noget – og den har alt mulig grund til at gøre det. Løgstør ved, at der er mange, der bryder sig om den, og det ses blandt andet i de mange gæster, som kommer til byen hvert år. En lang række frivillige kræfter arbejder på hele tiden at udvikle byen, fordi den er noget særligt. Og deres arbejde lykkes.
Det seneste af disse projekter er ”Kunst på Ben”, som præsenteres søndag den 17. november i forbindelse med, at Janteloven druknes i Limfjorden. Som minde vil der på havnen blive opsat en tavle med den positive Jantelov, som en reminder om, at Løgstør er noget!
Den positive Jantelov
Du skal tro du er noget.
Du skal tro du er lige så meget som os
Du skal tro du er klogere end os.
Du skal bilde dig ind at du er bedre end os.
Du skal tro du ved mere end os.
Du skal tro du er mere end os.
Du skal tro du duer til noget.
Du skal le ad os.
Du skal tro nogen bryder sig om dig
Du skal tro du kan lære os noget.
frit efter Aksel Sandemose
En flygtning krydser sit spor.
Arrangementet starter kl. 14.00 på havnen. Efter ceremonien på havnen vil gæsterne synge ”Optimistvisen”, også kaldet ”Visen om den positive jantelov”. Derefter vil musikalsk ledsagelse guide gæsterne op Pavillon Christiansminde, hvor kagebord og kaffe kan købes. Her vil kunstværkerne på ben blive fremvist og solgt til interesserede.