Løgstør Fjernvarme advarede allerede på generalforsamlingen for en måned siden om, at en prisstigning kunne være på vej.
Bestyrelsen i Løgstør fjernvarme har besluttet at hæve priserne for andet halvår i 2024. I praksis betyder det, at a’conto opkrævningen for 3. og 4. kvartal, som forfalder henholdsvis 1. august og 1. november hæves. Der vil i den forbindelse ske aflæsning af alle målere pr. 1. juli 2024.
Varmeprisen pr. MWH er p.t. kr. 687,50. Denne hæves til kr. 900,00, inkl. moms. For et gennemsnitshus i Løgstør på 130 m2, som bruger 15,6 MWH/år, stiger prisen således for 2. halvår med kr. 1.657,50. Dette svarer til en samlet stigning på 10,45% pr. år.
"De primære årsager til dette er kraftigt stigende priser på specielt halm, som er vores primære varmekilde. Samtidig er brændværdien, på den halm vi har modtaget indtil nu i 2024, af en ringe kvalitet," skriver Løgstør Fjernvarme i en pressemeddelelse.
Til trods for de anførte stigninger er fjernvarme fortsat særdeles konkurrencedygtig i forhold til alternative varmekilder, tilføjer Løgstør Fjernvarme.
Det er bestyrelsens håb, at der bliver mulighed for at reducere varmeprisen igen, når der skal udarbejdes et nyt budget for 2025.