Fodbold: Storklubben revancherede nederlag fra første kamp.
Tekst: Per Lyngby
Holdene ligger tæt i Jyllandsserie 1, hvor 3 point ofte betyder forskellen på, om et hold er med fremme i toppen eller kommer til at rode i bunden af puljen.
Lørdag eftermiddag kunne Løgstør med en sejr over AaB komme på tredjepladsen, men med et nederlag på 0-3 ligger Løgstør nu nummer 5 med et enkelt point mere end netop AaB, som ligger lige under nedrykningsstregen. Med sejren fik AaB revancheret nederlaget med samme cifre, som de led til Løgstør tidligere på sæsonen.
Løgstør kan dog selv afgøre, om de skal rykke længere frem i puljen, da holdet har to udsatte kampe, som med fuld gevinst kan bringe Løgstør i top 3 igen. Den ene kamp er den afbrudte kamp mod Jetsmark, hvor Løgstør var bagud med 0-2, da dommeren fløjtede af på grund af tordenvejr. Om kampen skal spilles videre fra den stilling, eller om der skal spilles en helt ny kamp er pt. redaktionen uvist.
"Vi var ikke skarpe nok i de to felter, og når det er tilfældet, spiller vi i en række, hvor det bliver straffet", lød det efter nederlaget fra LIF-træner Morten Freundlich.