Mandag den 11. november, årsdagen for afslutning af 1. verdenskrig 1914-1918, blev der i Løgstør ved mindestenen for Jørgen Chr. Jensen lagt tre kranse i anlægget foran den tidligere politistation.
Jørgen Chr. Jensen blev i 1891 født i Løgstør, sejlede som sømand og emigrerede til Australien, hvor han senere blev statsborger. Under 1. verdenskrig blev Jensen som australsk soldat sendt til Frankrig, hvor han flere gange kom i skudlinjen.
Jørgen Chr. Jensen opnåede ved nogle episoder i løbet af krigen heltestatus, især da han ved en snarrådig og livsfarlig indsats reddede hele sin deling fra den visse død. Hårdt såret kom Jensen på militærhospital i England, hvorfra han senere blev transporteret hjem til Australien. Jørgen Chr. Jensen døde blot 32 år gammel og fik en officiel heltebegravelse i Adelaide i Australien. For sin tapperhed modtog han af den britiske kong Georg den Femte Victoriakorset, den fineste tapperhedsmedalje i det britiske imperium. Kun fire danskere, heraf to med britisk pas, har modtaget Victoriakorset.
På forlaget Krejl blev der i 2006 skrevet en bog om Jørgen Chr. Jensens liv "Jensen og verdenskrigen" af Bent Sørensen.
Mandag formiddag lagde kommunalbestyrelsesmedlem Benny Hansen en krans fra Vesthimmerlands Kommune, Policy- og Research Officer ved Australiens Ambassade i Danmark Pierre Bougeois lagde en krans på vegne af Australien, og Jan Klyver Nielsen lagde en krans fra familien, som i øvrigt var talstærkt repræsenteret med tilrejsende fra det meste af Danmark. Omkring 35-40 overværede ceremonien, flankeret af en fanevagt fra Løgstør Marineforening.
På billedet ses fra venstre Benny Hansen, Pierre Bougeois, formand Knud A. Henriksen fra Lokalhistorisk Forening og Jan Klysner Nielsen samt Løgstør Marineforenings fanevagt.