I 20 år har foreningen Frivillige Hænder lavet aktiviteter for beboerne på Røde Kors Hjemmet i Løgstør.
Af Jacob Dalgaard
Den 27. april 2025 er det 20 år siden, foreningen Frivillige Hænder blev stiftet. Formålet med foreningen var at skabe aktiviteter for beboerne på Røde Kors Hjemmet i Løgstør.
Der var allerede dengang et korps af frivillige, men for at kunne søge midler fra fonde var det nødvendigt at stifte en forening. Siden har foreningen hentet mange tusinde kroner hjem til diverse arrangementer og hjælpemidler. I 2024 var foreningen størkt medvirkende til, at Røde Kors Hjemmet blev kåret som Danmarks bedste plejehjem.
Initiativtagerne var Kate Pedersen, Jette Have Kristensen og Inge Fogh Carstensen.
Fejrer jubilæet
20 års jubilæet markeres den 22. april kl. 14, hvor Thomas Holst, der nok bedre er kendt under sit kunstnernavn Den Skaldede Pædagog, kommer og spiller op til et eftermiddagsbal.
Jubilæumsarrangementet er for alle og kræver tilmelding senest 8. april, da der også serveres kaffe, boller og kagemand.
Foto: "Frivillige Hænder har blandet andet - sammen med beboere på Røde Kors Hjemmet - hjulpet med at sortere muslingeskaller til Johnny Haugaards forårsudstilling i Løgstør "Naturens Stemme - forfald"