Fra søndag til mandag har der været håndbold camp i Lanternen med masser af aktiviteter.
-Jeg er helt smadret, fordi jeg overhovedet ikke har sovet, da Jens og Peter (trænerne, red.) snorker voldsomt højt.
8-årige Mads-Emil har fået brugt en masse energi de sidste par dage. Han har været på håndboldskole med Løgstør Håndboldklub i Kultur- og Idrætscenter Lanternen fra søndag til mandag sammen med 41 andre børn fra U8 til U13.
Campen har været med overnatning og en masse håndbold og håndboldrelaterede aktiviteter, og med de snorkende trænere som følgesvende, har Mads-Emil sikkert sovet godt efter en vellykket camp.
11 frivillige trænere har været i aktion for at give børnene en god oplevelse.
Én af dem er håndboldklubbens formand, Christian Sørensen. Han siger:
- Det er nogle fantastiske timer, hvor der er fokus på håndbold og hygge. At se, hvordan vores store og små spillere går i spænd på kryds og tværs af alder og køn, er en fornøjelse. Frivillige trænere og tidligere og nuværende spillere, der byder sig til for at give spillerne en god oplevelse, viser os, at vores klub har gang i noget godt.