Tiltag der har relation til Hærvejen skal følge hærvejens standarder, hvis man søger Landdistriktrådets Projektpulje.
Af Jacob Dalgaard
Den 15. marts er der sidste frist for ansøgninger til Landdistriktsrådets Projektpulje i Vesthimmerlands Kommune. Puljen kan søges til nye udviklingsprojekter, etablerings- og renoverings- eller vedligeholdelsesprojekter samt til inventar eller rekvisitter.
Kultur- og Fritidsudvalget har dog ændret lidt i kriterierne for tilskud. Tidligere har det kun været muligt at søge til projekter, der ikke er påbegyndt. Det gælder som udgangspunkt stadigvæk, men der er åbnet op for at der kan søges til uforudsete udgifter.
Derudover er der fra udvalget sendt et vink med en vognstang om, at hvis man søger penge til bordbænkesæt, så skal de være vedligeholdelsesfrie, og tilskuddet udgør 6.000 kroner.
Endelig skal tiltag, der har relation til Hærvejen, følge Hærvejens standarder i forhold til shelters og så videre. Landdistriktsrådets projektpulje bidrager med op til 100 % finansiering ved udskiftning grundet slitage. Ved ansøgninger til nye tiltag behandles ansøgninger efter konkrete vurderinger og øvrige støttemuligheder via eksterne fonde.
Projektpuljen for 2025 blev i november af byrådet reduceret med 125.000 kroner, så den udgør 1.375.000 kroner. Typisk uddeles der maksimalt 100.000 kroner til projekter.