Ventilationsvirksomheden Airmaster i Aars har taget en ny lagerhal i brug, og lørdag var der stor familiedag, hvor medarbejderne kunne vise den og resten af virksomheden frem.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
-På Airmaster kan vi altid finde en grund til at fejre noget.
Det fortæller Rikke Sønder, som arbejder i Airmasters nye lagerbygning på Industrivej. I går var anledningen så fremvisning af den 2.800 kvadratmeter store bygning, som er et vigtigt skridt i virksomhedens ambition om at samle aktiviteterne et sted.
Gennem årene med vækst har Airmaster lejet sig ind i ledige lokaliteter forskellige steder i Aars. Det har givet logistiske udfordringer, og en medarbejder har alene haft til opgave at pendle mellem de forskellige adresser.
-Det nye højlager har betydet, at vi har kunnet samle aktiviteter fra 5 lokationer i byen her på Industrivej, og det sparer en masse kørsel, fortæller Rikke Sønder, som drømmer om en decideret Airmastervej.
Mens familier til medarbejderne kigger på, demonstrerer Rikke Sønder den nye smalgangstruck og få sekunder senere hænger hun 7 meter oppe i luften med en palle på gaflerne.
Pallereolerne er hele 8 meter høje, og trucken kan køre på de smalle gange og elegant flytte paller til og fra hylderne og vende dem 180 grader i luften om nødvendigt.
Atter fremgang efter fyringsrunde
Familiedagen på Airmaster er arrangeret af personaleforeningen og bød ikke kun på rundvisninger. Der blev også serveret lækkerier, og der var underholdning for børnene i form af hoppeborge, og klovnebesøg, og de kunne naturligvis også prøve en rigtig legetøjstruck på lageret.
Og det går godt igen på Airmaster. 2024 var ellers ikke noget jubelår. Mens højlageret blev opført måtte virksomheden afskedige flere medarbejdere på grund af manglende ordrer.
Produktionschef, COO, Ole Larsen forklarer en stor del af nedgangen med, at en tilskudsordning til Airmasters produkter bortfaldt i Tyskland i 2023. Derudover mærkede virksomheden en generel afmatning.
Men nu er udviklingen vendt igen, og alene i denne uge er godt en håndfuld nye medarbejdere blevet ansat på Airmaster. Når man taler om Tyskland, så ser Ole Larsen også potentiale til mere vækst i Aars-virksomheden.
-Det er vanskeligt at forestille sig, at Tysklands massive investeringer i infrastruktur ikke også skulle blive til gavn for os.
Airmaster beskæftiger i dag 140 medarbejdere i Aars, og virksomheden er verdensledende indenfor decentral ventilation og har mere end 120.000 anlæg installeret i Europa.