Årets store spis-sammen aften i Overlade bliver med forfatter og jazzmusiker Benjamin Koppel.
Benjamin Koppel vandt Læsernes Bogpris i 2023 for sin roste roman 'Annas sang'. Dén roman vil han fortælle om, når han den 25. oktober kommer til Overlade Kulturcenter og holder foredrag. Bogen er inspireret af sande historier og Benjamins tante Annas liv i 30'ernes København.
Benjamin Koppel har igennem årene modtaget en lang række priser og hædersbevisninger, bl.a. Palæ Bars Jazzpris og Jacob Gade-prisen o.a. Han er desuden udnævnt til Ridder af Frankrig, Chevalier des Arts et des lettres i 2011 for sit musikalske virke.
Overlade har en gruppe af frivillige, der i snart 20 år har har arrangeret en årlig spis-sammen aften i byen, hvor der kobles et kulturelt indslag til.
Arrangementet er støttet af Spar Nord Fonden, AOF, Brugsen Overlade og Dantryk Aars, og billetter kan købes i Dagli'Brugsen Overlade til kr. 225 inkl. grillet gris, forskellige kartofler, salater og brød samt is til dessert+ kaffe og kage.