Der skal etableres nyt lægehus i Løgstør i 2025, og det har allerede haft effekt på rekruttering af læger.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
På det store lærred i Lanternen dukkede der i aftes en grafik op, hvor der stod "Breaking News". Torben Frederiksen fra Løgstør Handler var i færd med at fortælle om det nye sundhedshus, som er på vej i den tidligere Fakta-bygning på hjørnet af Bredgade og Fogedgade i Løgstør, da han havde gode nyheder til de henved 600 tilhørere.
"Ida Olsen starter som ny læge i Løgstør den 1. marts".
Løgstør Handler arbejder for at udvikle Løgstør, og en af målsætningerne med at etablere et sundhedshus var at fastholde 5 ydernumre og dermed 5 familielæger.
Torben Frederiksen jokede med, at det - som det er nu i Løgstør - er nemmere at få fat i bedemanden end i lægen.
-Yderligere to yngre læger starter efter sommerferien, og det er altså umiddelbart efter sommerferien næste år, så det er lige før, vi nu har for mange læger. Det er et kæmpe plus, og det gør, at det bliver nemmere at komme til læge fremadrettet, sagde Torben Frederiksen fra scenen, mens de mange tilhørere på borgermødet kvitterede med et stort bifald.
Lægehuset bliver indrettet i stueetagen, mens 1. etage bliver indrettet til Tandlægerne Løgstør, som også sætter sig på en del af 2. sal til personalefaciliteter. Resten af 2. sal søges udlejet til 4-5 andre mindre sundhedsaktører, som kan fælles om venterum, kantine og mødelokale.
Budgettet til at ombygge bygningen til et sundhedshus er 25 millioner kroner plus aktørernes egne investeringer til inventar og specialudstyr. Driften skal varetages af en selvejende institution. Torben Frederiksen forventer, at ombygningen kan påbegyndes i starten af 2025 og stå klar til brug allerede efter sommerferien.
Sundhedshuset kan blive en del af noget større
Planerne om Sundhedshuset har affødt spændende planer om etablering af et nyt byrum i samme område. Arkitekterne Maiken Anett Steenholt og Esben Colding Broe præsenterede på borgermødet nogle skitser og forslag til at forny området og samtidig gøre plads til en dagligvareforretning. Fornyelse af bymidter, der er truet af butiksdød, er noget den pengestærke fond Realdania har fokus på.
Realdania yder tilskud krone til krone. Det betyder, at fonden ikke støtter med mere, end projektindehaver selv spytter i. Torben Frederiksen håber, at Realdania vil doble de 25 millioner til sundhedshuset op til et visionært projekt i området mellem Østerbrogade, Bredgade, Blindebomsgade og Fogedgade, som samtidig skal binde området sammen med parken foran den tidligere politistation.
Støtteforening og workshop
Næste store skridt i projektet med byrummet er indkaldelse til en workshop i Lanternen den 27. november. Her bliver det muligt for op til 100 mennesker at tilmelde sig og få indflydelse på udformningen af det endelige projekt.
Desuden arbejdes der på etablering af en støtteforening, hvis opgave bliver at indsamle penge til projektet.