Det var en veloplagt borgmester Per Bach Laursen, der torsdag på Pavillon ChristiansMinde fortalte om sit liv før og under tilværelsen som
borgmester i Vesthimmerlands Kommune.
Fortællingen om borgmesterens liv tog sin begyndelse med fortællingen om personer på medbragte portrætter, bl.a. farfaderen, som i sin tid erhvervede Lundgården, som i dag drives af fjerde generation.
Per Bach Laursen fortalte om de mange personer, som havde haft stor betydning for hans tilværelse. Egen familie var vigtig, men også pladser både i Danmark, England og Montana (USA) samt årene i grovvarebranchen, før han selv overtog Lundgård.
Mange tillidsposter i landbrugssektoren førte naturligt til kontakt med det politiske liv, hvor han første gang blev valgt i 2010.
Per Bach Laursen fortalte om vigtige alliancer og om flere af de personer, som han har haft samarbejde med gennem årene, både fra eget parti men også fra andre
fløje i den politiske arena. Især efter at han blev borgmester, har det været vigtigt at sikre det gode samarbejde med alle partier og at høre argumenter fra alle byrådsmedlemmerne, som også repræsenterer en gruppe vælgere.
Omkring det politiske arbejde hørte de mange tilhørere om budgetlægning, grøn omstilling, skatteprocenter, biogasanlæg, vindmøller, arbejdspladser, solfangere, midtbyudvikling, øget bosætning, Frederik den VII's Kanal, klimatilpasning, Aggersborg og Hærvejen for blot at nævne nogle af de emner, der blev
nævnt og kommenteret med begrundelser for, hvorfor afgørelser var faldet ud, som de var, og om hvordan man fra kommunens side også fremover vil kombinere private
fonde og offentlige midler samt politiske kontakter for at få gennemført vigtige sager for befolkningen i Vesthimmerlands Kommune.