Det vrimlede med glade og aktive børn i Løgstør i aftes, hvor arrangører og deltagere for andet år i træk var begunstiget af noget, der minder om "indian summer".
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Når der er børnekultunat skal der også være noget for børnene. Og det var der i aftes.
Forskellige steder i Løgstør var der aktiviteter for børn, og noget tydede på, at der var nok til at holde børnene underholdt fra åbningen i Østerbrogade klokken 16.30 til afslutningen ved kirken ved 21-tiden.
Både på Kunsttorvet, i Dok 55, i sognehuset og i Anlægget var der aktiviteter lige fra boksetræning og lokumsræs til golf, portrætmaling og meget andet. Der var underholdning med teater, en jonglør og et kemishow. Det sidste foregik foran kirken, hvor mange samledes, og det var også her børnekulturnatten blev sluttet af med stomp og et ildshow.
Som noget nyt deltog både FDF Salling og FDF Løgstør med aktiviteter i år.
Børnekulturnatten arrangeres af foreningen Børnekulturnatten Løgstør, som har en lang række af sponsorer i ryggen til at føre arrangementet ud i livet.
Formand Marianna Lund er glad for et vellykket arrangement. Hun fortæller, at der for de større børn var arrangeret en tur i biografen efter det officielle program. Det var med lidt bekymring på grund af det sene tidspunkt, hvor filmen først var færdig klokken 23.30. Men den store sal var udsolgt, og derfor forventer Marianna Lund til næste år at tage begge biografsale i brug.