I en menneskealder har Løgstør byfest været afholdt i den anden uge af juni måned, men det ændrer sig til næste år.
Her flytter byfesten til august måned, nærmere bestemt uge 34. Det har dog ikke været en nem beslutning udtaler Formand for byfesten Morten ”Fiffi” Jørgensen – Der er rigtigt meget historik og tradition forbundet med byfesten, herunder dyrskuet som vi jo desværre måtte ”lægge i graven” i år. Derfor har det også være en svær beslutning, som er blevet grundigt overvejet, men det er den eneste rigtige beslutning.
Netop det at man ikke længere er låst på datoen i forhold til afviklingen af dyrskuet har iflg. byfestformanden gjort beslutningen nemmere, om end han stadig godt ved, at juni måned for mange er lig med byfest i Løgstør.
Arbejdet er for krævende.
Flytningen sker iflg. den mangeårige byfestformand, som følge af at det simpelthen er for stort et arbejde at afvikle Truckshow og Byfest lige efter hinanden. – Vi trækker på så mange ressourcer i løbet af de to uger. Det er så krævende, for dels vores mange fantastiske frivillige, men også for os der står bag arrangementerne. Det bliver sværere og sværere for foreningerne at finde de nødvendige frivillige som der skal til, og med færre hænder til at løfte, så bliver byrden bare endnu tungere for dem som er tilbage, udtaler Morten ”Fiffi” Jørgensen.
-Vi tror på at vi ved at flytte byfesten, samtidig kan give den ny luft under vingerne. Vi kommer på den anden side af sommerferien, hvor der ikke er helt så mange arrangementer i byen. Vi håber at folk allerede nu vil sætte kryds i kalenderen ud for uge 34, så vi sammen kan få stablet en fantastisk byfest på benene, lyder det fra Morten ”Fiffi” Jørgensen, som samtidig ønsker at gøre lidt reklame for et andet af byfestens arrangementer nemlig Løgstør revyen, som efter et års pause er tilbage d. 2. november.
-Har man endnu ikke købt sin billet hertil, så kan det gøres via byfesten hjemmeside www.byfedest.dk. I fredags havde vi samlet revyholdet til lidt at spise og gennemlæsning af teksterne, og jeg kan godt love at de glæder sig til at komme på scenen. Så vi håber at rigtigt mange har lyst til at bakke op om revyen. Lyder det afsluttende fra Morten ”Fiffi” Jørgensen