Mange borgere har afleveret natursten på genbrugspladserne i Vesthimmerland. Stenene skal bruges til at skabe liv i Limfjorden.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Mandag skulle de første sten til et nyt stenrev være lagt i Limfjorden ud for badehuset på stranden i Løgstør. En lille flok borgere var mødt op for at tage del i arbejdet. De kom dog ikke til at slæbe sten, for vandstanden var for høj til at det var muligt.
Men Tine Pedersen, biolog og formidler ved Limfjordsmuseet, fortalte om baggrunden for museets ansøgning om etablering af stenrevet.
-I Løgstør bredning er der ingen sten i miles omkreds, og det er nærmest en sandørken. Mange sten er blevet fisket op til blandt andet kystsikring, og det svarer til at fjerne skov på land. Det fjerner levesteder for mange dyr, forklarede Tine Pedersen, som tilføjede, at stenrev også bidrager til at reducere "sandfygning" i vandet.
Derfor skal der nu etableres et stenrev på 50 x 4 meter uden til badebroen. Stenene skal placeres manuelt i op til en halv meters højde. Revet skal danne grobund for smådyr, som kan give føde til større dyr og blive levested for fiskeyngel. Tine Pedersen henviser til tidligere undersøgelser, der påviser, at der på blot 4 kvadratmetrer stenrev kan leve op til 165 forskellige arter.
Der er et stykke vej til, at det nye stenrev i Løgstør kan mønstre så rigt et dyreliv. I første omgang skal vandstanden falde, og så vil borgerne blive kaldt sammen igen til et nyt forsøg på at få stenene placeret på fjordbunden, siger Tine Pedersen.
Stenrevet bliver også en snorkelsti til glæde for badegæster, der giver mulighed for at studere livet under vandet og følge med i revets udvikling på nærmeste hold.
Selv om der ikke blev lagt sten i vandet, fik de fremmødte serveret smagsprøver fra Naturekspeditionens Natur Talenter, som havde lavet mad med fokus på det, vi selv kan finde i naturen omkring Limfjordens kyst.
Arrangementet var et af mange, som indgår i Grønne Uger, som Vesthimmerlands Kommune afholder i uge 41 og 42.