En ny sansehave er en realitet i Løgstør på plænen ved Globen på Bøgevej, bedre kendt som Møllergårds Dagbeskæftigelse. Projekter er på meget kort tid vokset sig stort med mange frivillige hjælpere og økonomisk tilskud fra en række fonde.
Et stort bålhus er under opførelse, og et hegn omkring arealet er etableret suppleret med hække og plantning af forskellige slags frugttræer. Alt tegner til, at det bliver et fantastisk åndehul.
Initiativtageren er Løgstør Tilbuddenes Støtteforening med Jørgen Hansen i spidsen. Tanken med sansehaven er, at det skal være et sted, hvor man kan slappe af og lade op psykisk ved at bruge sine sanser ved brug af de mange tilbud, der bliver på pladsen og som er i fuld gang med at blive bygget op.
Når det er færdigt, vil det blive et sted, hvor man kan slappe af og drømme sig til meget energi. Et sted, hvor man kan følge årstiderne, smage på frugt og mødes med andre mennesker.
-Det er bare gået stærkt med at komme fra idé til realiteter. En række foreninger har ydet en betydelig støtte til projektet. Lions Club Løgstør donerede penge til hegnet omkring sansehaven. Det blev fulgt op af tilskud fra Løgstør Plantningsforening til indkøb af planter til hæk hele vejen omkring haven. Thisted Forsikring sponserede flis til at dække af for ukrudt. Thorup Sletten Vindpark, LO og Socialdemokratiets fond for Løgstør, Region Nordjyllands Kunstfond og Vesthimmerlands Kommune har doneret økonomi til køb af planter til området. Største bidragsyder har været NORDEA Fonden, som har ydet et tilskud på hundrede tusinde kroner til opførelse af bålhuset. Et sted, der kan bruges som madpakkehus, danne læ for regn og dårligt vejr, som kan være et betydningsfuldt samlingssted for børnehaver, dagplejere, plejehjem, Løgstør Tilbuddenes beboere, skoleklasser, foreninger og ikke mindst for brugerne af Globens dagbeskæftigelse, oplyser Jørgen Hansen.
Sansehaven bliver også åben for byens borgere, turister og alle andre, som ønsker at gøre brug af området, tilføjer Jørgen Hansen.
For nyligt var 24 frivillige i sving med arbejdet. Nu venter de næste opgaver med færdiggørelse og finansiering og opstart af næste projekt.