Midt i verdens genvordigheder med krig, toldsatser og vaklende alliancer har europaminister Marie Bjerre fundet tid til at besøge forårsmessen i Lanternen.
Forårsmessen i Kultur- og Idrætscenter Lanternen får fint besøg lørdag eftermiddag. Det er Europaminister Marie Bjerre som lægger vejen forbi Løgstør, hvor hun sammen med Venstres byrådskandidater vil være at træffe på Venstres stand lørdag mellem 12.00 og 14.00.
Formanden for Løgstøregnens Venstrevælgerforening Jens Lauritzen betegner det som lidt af et scoop, at det er lykkedes at lokke ministeren til Løgstør.
– Som europaminister har Marie Bjerre en meget travl kalender, og derfor er vi også utroligt glade for at hun har prioriteret at deltage i forårsmessen, lyder det fra den rutinerede Venstremand, som ser frem til weekendens messe.
– Vi ser frem til en god weekend og en masse gode snakke med folk om både lands- og lokalpolitik. Som parti er vi meget interesserede i at vide, hvad der optager folk og hvad de mener, vi kan forbedre - specielt lokalt. Derfor har vi på messen også en lille konkurrence, hvor man kan vinde et Vesthimmerlands gavekort på 500 kr. Det eneste man skal gøre, er at skrive, hvad man mener, vi kan gøre bedre i vores i forvejen gode kommune.