Forvaltningen vurderer, at særlige hensyn til flagermus kan forlænge sagsbehandlingstiden for lokalplaner op til 1-2 år.
Af Jacob Dalgaard
De seneste EU-domme og klagenævnspraksis medfører, at der i forbindelse med nye lokalplaner og øvrig sagsbehandling stilles højere krav til undersøgelser af såkaldte bilag IV arter - herunder flagermus. I Vesthimmerlands Kommune er administrationen begyndt at rette ind efter denne praksis, og det får konsekvenser.
Det blev medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget orienteret om i mandags.
Administrationen forventer, at mange af de kommende lokalplanprocesser vil blive berørt af den ændrede praksis, da planer, hvor der er eksisterende bebyggelse og store træer, forventes at blive omfattet, fordi de er potentielle levesteder for flagermus. Konsekvensen af manglende eller fejlbehæftede flagermusundersøgelser kan medføre, at lokalplanen påklages og omgøres i klagenævnet eller hjemsendes til fornyet behandling.
Allan Ritter Andersen (K), formand for Teknik og Miljøudvalget erkender, at den nye praksis kan betyde længere sagsbehandling og gøre processen dyrere for kommunen og for ansøgere af nye lokalplaner. Men det er lovgivning, der kommer fra EU, og det kan vi ikke rigtig gøre noget ved, siger han.
Ifølge lovgivningen må man ikke fjerne yngle- eller rasteområder for flagermus. Hvis alle alternativer er afdækket og hvis nedrivning af en bygning eller fjernelse af træer som indeholder yngle- og rasteområder for flagermus ikke kan undgås, kan der som sidste udvej etableres afværgeforanstaltninger herunder etablering af erstatningslevesteder eller fraviges fra beskyttelsen. Men i følge en rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi er det svært og næsten umuligt at få flagermus til at flytte ind i nye konstruktioner.
Allan Ritter Andersen håber, at der indenfor en kort årrække bliver foretaget en grundig kortlægning af flagermusene i Vesthimmerlands Kommune, som kan bruges til at fremme processen, så der kun i særlige tilfælde skal foretages ekstra screeninger af flagermus i forbindelse med lokalplaner.