Den 6. april går frivillige indsamlere i Løgstør og omegn på gaden for kræftsagen.
Søndag den 6. april går tusindvis af mennesker landet over på gaden for at samle ind til Kræftens Bekæmpelses årlige Landsindsamling og støtte kampen mod kræft. I 2024 samlede 16.000 frivillige over 37,7 mio. kr. ind til forskning, rådgivning og forebyggelse.
I Løgstør samlede ca. 50 frivillige indsamlere knap 69.000 kr. ind, hvilket svarer til, at hver indsamler fik ca. 1.300 kr. i bøtten. Der er igen i år mulighed for at gøre en forskel for kræftramte, når der 6. april samles ind i Løgstør og omegn, også selvom man ikke er hjemme.
De penge, der kommer ind ved Landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. Overskuddet fordeles med 60% til forskning, 25% til patient- og pårørendestøtte, 11% til forebyggelse og 4% til administration. Kun 3% af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af andre, der vælger at støtte sagen, og som derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.
Det er muligt at støtte Landsindsamlingen via kontanter, sms, MobilePay og på indsamling.dk. Samtidig får den enkelte indsamler sin unikke QR-kode på indsamlingsbøtten, hvilket gør det muligt at registrere, hvor mange penge der er indsamlet hos indsamleren.
- Vi håber at se dig søndag den 6. april, når vi kommer forbi. Din støtte er vigtig, påpeger Lene Mikkelsen, der er indsamlingsleder i Løgstør.