Himmerland Forsikring med hjemsted i Aars kom ud af 2024 med et resultat efter skat på 91,7 mio. kr. efter at have udbetalt 10,5 mio. kr. til medlemmerne i FællesFortjeneste-programmet. Dermed er resultatet i niveau med 2023, hvor Himmerland havde et overskud på 98,6 mio. kr. efter skat, før man indførte loyalitetsbonus.
Adm. direktør Ole Færch glæder sig over, at de seneste års gode resultater har givet bestyrelsen mulighed for at iværksætte FællesFortjeneste-programmet i en tid, hvor mange andre selskaber udover den årlige indeksregulering har foretaget præmieforhøjelser.
”Gennem de seneste år har de forsikringsmæssige overskud ligget i et meget stabilt niveau, hvilket har muliggjort, at Himmerland ikke har fundet det nødvendigt at varsle ekstraordinære præmieforhøjelser, og samtidigt har kunnet foretage en udbetaling til medlemmerne på 10,5 mio. kr. i 2024, selvom det dog har betydet, at det forsikringstekniske resultat for første gang siden 2014 er kommet i rødt. Men det var der budgetmæssigt taget højde for, og da det finansielle afkast samtidigt bidrager med et resultat på 108,9 mio. kr. i 2024 giver det et samlet ganske tilfredsstillende resultat for året”, forklarer Ole Færch.
Selskabets egenkapital er ultimo 2024 opgjort til 1.267 mio. kr., hvilket betyder at selskabet stadig har en solvensdækning på 4,1 og derfor fortsat har en meget solid kapitalbase til sikkerhed for medlemmerne. Himmerland Forsikring-Koncernen har i 2024 optjent samlede bruttopræmieindtægter på 537,1 mio. kr. - før udbetaling af FællesFortjeneste, hvilket har givet et forsikringsteknisk resultat på 28,0 mio. kr. og et investeringsafkast på 95,3 mio. kr. og dermed et samlet resultat før skat på 117,2 mio. kr.
”Når vi kigger på Koncernens udvikling gennem de seneste fem år har vi gennemgået en omstilling, der har gjort os i stand til at udvikle organisationen med henblik på at kunne indfri de stadig stigende krav til bl.a. compliance og IT-sikkerhed. Derfor står vi i en god position til at forstærke den medlemsbaserede virksomheds omsætning i de kommende år med basis i en omkostningseffektiv udnyttelse af f.eks. ITydelser fra vort datterselskab Gensam Data”, tilføjer Ole Færch.
Gensam Data har gennem mere end 50 år leveret teknologiske løsninger til mindre og mellemstore forsikringsvirksomheder. I 2024 erhvervede et andet datterselskab den seneste version af et tidligere udviklet forsikringssystem, som efter senere tilkøb af yderligere moderne API-understøttet software, vil danne rammen for det fremtidige forsikringssystem - kaldet Genua, der inden for en kortere årrække vil afløse den nuværende police- og skadesbehandlingssystem hos Gensam Data.
”Mulighederne for at imødekomme medlemmernes ønsker og behov for øget digitalisering ligger øverst på vores IT-agenda, men det skal stadigt foregå på et højt drifts- og IT-sikkerhedsniveau, som Gensam Data med sin store erfaring heri, kan sikre. Vores omkostninger til IT vil derfor vokse i de kommende år, men det er værd at notere i den sammenhæng, at vi kommer fra et relativt lavt niveau”, slutter Ole Færch.