Fodbold: Med hele 10 mål blev lokalbraget en rigtig mål- og oprykningsfest.
Tekst & foto: Per Lyngby
Der var på forhånd store forventninger til lokalopgøret i serie 3 mellem Hornum og Gundersted på Hornum Stadion lørdag eftermiddag. Det havde små 200 tilskuere også fornemmet, og de blev vidner til et festfyrværkeri af en fodboldkamp, med hjemmeholdet som fyrværkerimestre.
Efter en taktisk indledning, hvor holdene skulle føle hinanden på tænderne, eksploderede det hele efter godt 5 minutters spil, da hjemmeholdet bragte sig foran ved Jannik Asbøl, som scorede alene igennem med målmanden. Og ondt skulle blive værre for Gundersted, som scorede selvmål efter et af de mange skarpe indlæg fra kanten, som Hornum diskede op med. Da var der blot spillet 10 minutter. Og Hornum sprudlende af selvtillid. En veloplagt Jannik Asbøl gjorde det til 3-0 på et godt skud fra højre side af feltet, og jubelen ville nærmest ingen ende tage på Hornum-siden, da Martin Kjær Christoffersen øgede til 4-0 efter bare 20 minutter. Der var ro på langsiden med Gundersteds supportere, som dog livede noget op i halvlegens sidste 10 minutter, da Gundersted kom frem til en række nærgående afslutninger i en periode, hvor Hornum var ramt af et gult kort og derfor i undertal. Det lykkedes også for Gundersted at få scoret en enkelt gang. Men det kunne sagtens være blevet til et par mål mere, hvis ikke Mikkel Kristensen i Hornum-målet havde disket op med flere gode redninger og clearinger, hvor han boksede bolden ud af farezonen.
Gundersteds håb om at gøre come back led et hurtigt knæk i anden halvleg, da Martin Kjær Christoffersen slap alene igennem og udplacerede målmanden. Det begyndte at ligne en ydmygelse, da Jannik Asbøl færdiggjorde sit hattrick til 6-1, men i slutfasen fik Gundersted scoret to gange, mens Frederik Hvitfeldt Holst scorede for Hornum, så målfesten sluttede 7-3.
En halv time senere blev det så også en oprykningsfest, da det stod klart, at Aars hjemme havde besejret rækkens nummer 3, Borup, med 4-1.
Dermed besætter Hornum førstepladsen og overlader det til Borup og Gundersted at kæmpe om play off pladsen, som forud for sidste spillerunde besættes af Borup, som tager imod Hornum hjemme i sidste spillerunde. Gundersted spiller hjemme mod FUIK og skal som minimum klare sig bedre end Borup i sidste spillerunde, hvis de ikke for anden gang i træk skal sidde med Sorte Per på tredjepladsen, når sæsonen er slut.