En af Løgstørs største virksomheder lukker.
Af Jacob Dalgaard
Meddelelsen om at Jeld-Wen lukker sin afdeling i Løgstør kom i følge TV2 Nord torsdag via en pressemeddelelse. Den amerikansk ejede virksomhed begrunder i følge pressemeddelelsen lukningen med en effektiviseringsproces, hvor man vil forenkle forretningsdriften og forblive konkurrencedygtig på markedet.
Borgmester Per Bach Laursen kalder oplysningen "frygtelig".
- Det er næsten helt uoverskueligt. Jeg fik meddelelsen i aftes, men vi ved ingenting endnu, men det er næsten ikke til at leve med.
Indtil videre kan Vesthimmerlands Kommune dog ikke gøre noget, siger borgmesteren.
- Vi skal først have en officiel henvendelse, og det her er kun på rygtebasis fra pressen, og det må vi ikke handle på. Men det ændrer jo ikke på, at oplysningen er rigtig, og vores forvaltning står klar til at yde assistance, siger Per Bach Laursen, der dog ikke nærer forhåbninger om at beslutningen om at lukke virksomhedens afdeling i Løgstør står til at ændre. Men han tilføjer:
- Det ligger i hvert fald byrådet og mig på sinde, at finde ud af, hvad der skal ske.
Jeld-Wens afdeling i Løgstør er koncernens danske hovedsæde, men nu ventes produktionen at blive flyttet til andre lokationer i Danmark og Norden. Afdelingen i Løgstør ventes lukket til nytår.
Fabrikken i Løgstør blev i 1981 grundlagt af Ove Glerup. Senere skiftede virksomheden navn til Vest-Wood, og produktionen blev målrettet markedet for døre og vinduer. I 2006 blev virksomheden overtaget af Jeld-Wen Door Solutions Inc.