Staten har bevilget 8,4 millioner kroner til forundersøgelser af 4 lavbundsprojekter i Vesthimmerland.
Af Jacob Dalgaard
Der skal muligvis gennemføres lavbundsprojekter ved Stistrup Møllebæk, Trend Å's nedre del, Trend Å's øvre del og ved Ørndrup-Tværbæk. Hvis projekterne gennemføres fuldt ud vil det omfatte 2.915 hektar jord, som tages ud af drift.
Lavbundsjordene står i følge Danmarks Naturfredningsforening for omkring en tredjedel af landbrugets samlede CO2-udledning. Derfor arbejdes der på nationalt plan for at tage op i mod 100.000 hektar lavbundsjorde ud af drift. Udfordringen er, at når lavbundsjorde opdyrkes, bliver kulstoffet i jorden frigivet til atmosfæren i stedet for at blive i jorden.
I Vesthimmerland skal de fire områder nu undersøges nærmere for penge bevilget af staten.
Byrådsmedlem for Venstre, Kurt Friis Jørgensen, er skeptisk overfor at tage landbrugsjord ud af drift, men han er alligevel gået positivt ind i disse projekter, og han vurderer, at mange af de involverede landmænd gør det samme. Dels fordi der er udsigt til økonomisk erstatning eller udsigt at få erstatningsjord andre steder.
Det sagde han på byrådsmødet torsdag, hvor også Niels Krebs Hansen (K) talte for lavbundsprojekterne. Han havde dog den bemærkning, at han gerne så, at disse områder så blev benyttet til opstilling af solceller i stedet for at tage 650 hektar landbrugsjord ud af drift til det formål.
Forundersøgelserne skal bl.a. dokumentere, at mindst 60 % af hvert projektareal er beliggende på kulstofrig lavbundsjord med mindst 6 % organisk kulstofjord. Undersøgelserne skal være afsluttet i november 2025.
På kortet fra Vesthimmerlands Kommune ses de omtalte lavbundsområder indtegnet.