Løgstør Boligforening mangler boliger og vil gerne i gang med at bygge 50 nye boliger på Løgstørs østlige havneområde.
Af Jacob Dalgaard
Tilbage i 2019 kom Løgstør Boligforening første gang med forslaget om at bygge nye boliger på hjørnet af Limfjordsvej og Havnevej i Løgstør. Siden har foreningen fået håndslag fra kommunen om at købe grunden for 4,4 millioner kroner med den tilføjelse, at grunden er ryddet for de to bygninger, der i dag huser Grejbanken og galleriet i det gamle gasværk. Vesthimmerlands Kommune har også afsat grundkaptial til byggeriet.
Området er også en del af et områdefornyelsesprogram, som skal forskønne havnefronten og Både&Parken, som grænser op til boligforeningens påtænkte byggefelt.
Da det nye boligområde ligger tæt på Farmfood og Løgstør Rensningsanlæg har der været foretaget målinger af støj- og lugtgener. Derfor skal der laves en støjskærm til boligområdet. Det vil boligforeningen løse ved at bygge en etageejendom længst mod øst i tre til fire etagers højde. Vest for etageejendommen kan der så opføres rækkehuse i et plan, fortæller Allan Møller Kristensen, der er formand for boligforeningen.
I alt er der planer om at opføre 50 nye boliger med 2-3 værelser.
-Vi vil ikke bygge det hele på én gang, for det vil markedet ikke kunne bære - men måske over en periode på 8-10 år, siger Allan Møller Kristensen.
Men han er utålmodig efter at komme i gang og ærgrer sig over, at kommunen flere gange har udsat en lokalplan for området.
-Vi siger nej til tilflyttere en gang om ugen, så vi forstår faktisk ikke, at kommunen ikke prioriterer det lidt højere. Nu er det 6 år siden, jeg henvendte mig til kommunen første gang, siger Allan Møller Kristensen.
Han skynder sig dog at sige, at boligforeningen har et godt samarbejde med Vesthimmerlands Kommune, og formanden mener også, at der bliver lyttet til boligforeningen.
Skal tiltrække seniorer
Det nye boligprojekt har et budget i omegnen af 50-60 millioner kroner alt afhængigt af, hvad boligforeningen i sidste ende får lov til at bygge.
Formanden har særligt fokus på et segment af lejere, som viser interesse for Løgstør.
-Vi ser både sejlere og autocampister, som har besøgt Løgstør, der vælger at flytte til byen. Dem vil vi gerne lave mere plads til, siger Allan Møller Kristensen.
Sikret mod vandstigning
Stigende vandstand og oversvømmelser er højt på dagsordenen i hele landet og i hele verden, men selv om boligerne kun kommer til at ligge et stenkast fra Limfjorden, skal man ikke frygte at saltvand kommer til at løbe ind ad dørene, forsikrer foreningens formand. Dels bygger kommunen en kystsikring, der kan klare en vandstand på 3 meter over daglig vande, og dels vil boligforeningen hæve terrænet med en meter, så det kommer op i niveau med stationsbygningen på den anden side af Limfjordsvej.
I den store områdefornyelsesplan er det meningen, at Havnevej skal lukkes fra Limfjordsvej og hen til Både&Parken. Kommunen satser på at sælge området på Gruskajen til privat boligbyggeri.
Foruden planerne på østhavnen har Løgstør Boligforening også planer om at opføre nye boliger på hjørnet af Norgesvej og Sverigesvej, som tidligere i år blev ryddet for de gamle bygninger, der var ejet af LEV.
Skitsen er et af forslagene til boligforeningens disponering af grunden på hjørnet af Limfjordsvej og Havnevej.