Løgstør Handler er gået med til Vesthimmerlands Kommunes betingelser, og dermed er de sidste forhindringer ryddet af vejen for et nyt sundhedshus i Løgstør.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Kort før jul blev der på byrådsmødet den 19. december smidt nye betingelser på bordet fra byrådet, som skabte usikkerhed om det nye sundhedshus i Løgstør. Et af kravene fra byrådet var, at udviklingsselskabet Løgstør Handler skulle stille garanti for eventuelle manglende husleje på 1. og 2. sal i tre år. Til gengæld ville byrådet hæve lånet i Kommunekredit fra 6,5 til 10,5 millioner kroner, hvorved selskabet undgår et lån i DLR med en større rentebyrde.
-Vi har sundet os på udspillet og valgt at acceptere betingelserne, siger Torben Frederiksen fra Løgstør Handler.
-Vi er nået til point of no return. Alle aftaler er underskrevet, bygningen er købt, og vi mangler kun en byggetilladelse for at kunne gå i gang. Men kommunen er en medspiller, så det forventer vi ikke bliver et problem, tilføjer Torben Frederiksen, som fortsat forventer at indretningen af sundhedshuset går i gang i starten af dette år og står klar til brug ved årsskiftet til 2026.
Sundhedshuset består af to dele. Løgstør Lægehus rykker ind i stueetagen, og den del står Vesthimmerlands Kommune alene for. Løgstør Handler, som har taget initiativ til etablering af sundhedshuset, skal derimod drive 1. og 2. sal. Det kommer til at ske i en fond, som er under oprettelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Indtil videre har Løgstør Handler indgået aftale med Tandlægerne Løgstør, som lejer 1. etage og 80 m2. på 2. etage.
-Derudover har vi fået tilkendegivelser fra fire potentielle lejere, som der arbejdes videre med. Vi arbejder på at få lavet en 3D-præsentation, så det bliver lidt nemmere at sælge idéen. Men vi er ikke bekymrede for ikke at kunne udleje de resterende 35 % af lejemålet. Vi kigger også lidt på lejemål, som kan deles med andre lejere. Det er en tendens for sundhedsaktører, som ikke har brug for lokaler alle ugens dage, siger Torben Frederiksen.
Når fonden er oprettet vil Løgstør Handler overdrage alle aftaler til det nye selskab.
Men han glæder dig over, at alle aftaler nu er i hus, så det fysiske arbejde snart kan gå i gang med at omdanne den tidligere Fakta-bygning til sundhedshus.
-Vi mener fundamentalt, at det er af vital betydning for Løgstør, at få styr på sundhedshuset for at sikre lægedækning og tandlæger i byen, slutter Torben Frederiksen.