En kopi af Rundetårn blev i 2024 indviet i Løgstør. Men én vigtig detalje manglede, og det er nu monteret på tårnet.
I 1679 blev der født en knægt i en fattig fiskerfamilie i Løgstør. Hans far havde nok troet, at også han skulle være fisker, men Peder Horrebow blev i stedet professor, blev en verdensberømt astronom og blev direktør for observatoriet i Rundetaarn. Et krater på Månen er opkaldt efter Peder Horrebow.
Men i fødebyen var Peder Horrobow glemt.
Det besluttede Lokalhistorisk Forening i Løgstør at gøre noget ved. Vesthimmerlands Kommune stillede en placering til rådighed for en kopi af Rundetaarn i Både-&-Parken ved indfaldsvejene til Løgstør. Kommunen har sørget for et vægmaleri af Peder og har beplantet området. Lokalhistorisk Forening har sørget for indsamling af midler fra foreninger, fonde, virksomheder og private, og på Peder Horrebows 345-års fødselsdag sidste år, blev kopien af Rundetaarn indviet under overværelse af borgmester Per Bach Laursen, en udklædt Kong Christian den Fjerde og flere hundrede løgstørianere.
Direktør Jeanette Bursche indviede Løgstørs Rundetaarn, og sagde i sin tale bl.a.:
"Et Rundetaarn uden Christian den Fjerdes rebus, er som Løgstør uden muslinger, så derfor vil Rundetaarn gerne donere rebussen, så Rundetaarn i Løgstør derved bliver komplet".
Siden har kunstneren Lene Purkær Stefansen fra Aalborg Broncestøberi modelleret alle elementer fra rebussen på Rundetaarn, og Henning Kristiansen fra Stenhuggeren Aalborg monterede torsdag rebussen på tårnet, og nu kan kopien af Rundetaarn i Løgstør kaldes komplet.