På konferencen deltog 70 mentorer fra virksomheder og institutioner i Vesthimmerland og 20 frivillige mentorer. Beskæftigelsesudvalgsformand Rasmus Vetter uddelte priserne og motiverede indstillingerne til de i alt fire priser,
Årets mentor blev butikschef Pernille Hansen i Normal i Aars. Pernille har hele butikkens personale bag sig, når hun træder ind i rollen som daglig leder af butikken og som mentor for borgerne. Pernille har skabt en dynamisk mentorrolle, hvor krav og udfordringer går hånd i hånd med udviklingen af borgerne.
Vinderen af Årets mentorvirksomhed blev Scandi Byg i Løgstør for at gøre en stor forskel ved at hjælpe borgere tilbage på arbejdsmarkedet. Virksomheden giver særligt langtidsledige og nyuddannede en chance gennem praktikforløb, hvor kompetencer og engagement kan vise sig. Deres fokus på mennesker frem for CV’er skaber et åbent og inkluderende arbejdsmiljø. Scandi Byg er et godt eksempel på, hvordan en lokal virksomhed kan tage ansvar og bidrage positivt til både mennesker og erhvervslivet.
Vinderen af prisen blandt de frivillige mentorer blev Jens Martin Sletting Hansen. Han har været frivillig mentor i 10 år og gør en bemærkelsesværdig indsats. Med sit nærvær og engagement har han altid fokus på at hjælpe mennesker videre i deres udvikling. Han lytter opmærksomt til de udfordringer, de står overfor og tager gerne det lange seje træk for at sikre, at ingen bliver efterladt alene på vejen frem.
Vinderen af særprisen blev leder af Rengøringsenheden Mona Murmann. Mona har med sit store engagement gjort en forskel i Rengøringsenheden og for de mange mennesker, hun har hjulpet videre. Mona har fået uddannet mange af hendes kollegaer til mentorer, skabt et stærkt samarbejde med Jobcentret og sikret, at praktikanter, uanset baggrund, har fået en chance. Hun har været en vigtig del af at få mange borgere i praktik, småjob og fleksjob, og for mange har det været starten på en ny begyndelse.
- Stort tillykke til prisvinderne og tak til alle de mentorer, der i det daglige arbejde gør, at vi som Jobcenter kan skabe rammerne for udvikling i de mange praktikforløb. I gør en kæmpe forskel, sagde Rasmus Vetter ved prisoverrækkelsen.