Den almennyttige forening, Action Kids fra Nibe, har uddelt deres nyeste univers, “Action Kids i Cirkus,” til alle Vesthimmerlands Kommunes børnehaver, takket være en flot donation fra Fonden for Sparekassen Farsø.
I den seneste rapport fra Trivselskommissionen, “Et dansk svar på en vestlig udfordring,” udgivet i februar 2025 fastslår kommissionen, at ”det er vigtigt, at fysisk aktivitet, leg, motorik og bevægelse prioriteres i børn og unges hverdag for at styrke deres fysiske helbred og trivsel”.
Det kan alle børnehaver i Vesthimmerlands Kommune glæde sig over, at de har mulighed for. Kommunens børnehaver har været med på Action Kids-bølgen - at få flere børn i bevægelse - gennem de seneste 5 år, men tidligere på året kunne alle børnehaver, takket være en donation fra Fonden for Sparekassen Farsø, se frem til masser af sjove timer med leg, musik og bevægelse under temaet: “Action Kids i Cirkus”.
Det faldt i god jord hos byrådsmedlem og medlem af Børne- og Familieudvalget, Jeppe Korreborg Pedersen:
“På vegne af vores børnehavebørn er jeg meget glad for donationen fra Fonden for Sparekassen Farsø. Det er en donation, der vil vække stor glæde blandt vores børn i vores daginstitutioner. “Action Kids i Cirkus” har fokus på bevægelse gennem leg, bevægelse og musik. Vi elsker at se vores børn danse rundt, lege og gennem det musikalske blive klogere og komme tættere på hinanden. Donationen kommer derfor til at skabe meget glæde rundt i kommunen.”
Action Kids er, kort fortalt, en analog papkasse med en lydfil og en instruktionsmanual til 25 minutters fysisk aktivitet. Ved hjælp af en fortællerstemme, musik, lydeffekter og farverige illustrationer bliver børnene guidet gennem en række fantasifulde historier, hvor de bl.a. kan tage på bondegårdsbesøg, zoofari eller rumrejse. Og siden september 2024 også i cirkus.
Om Action Kids:
Action Kids er en almennyttig forening som har til formål at få børn i bevægelse. Gennem leg, kreativitet og musik, får Action Kids motion ind i børnehavebørns hverdag - og målet er at få udbredt konceptet til hele Danmark.
På billedet ses fra venstre: skole- og dagtilbudschef, Anders Norup, privatrådgiver ved Vestjysk Bank, Farsø, Hanne Krogh Sørensen, projektleder og "far" til Action Kids, Thomas Fedder samt Jeppe Korreborg Pedersen fra Børne- og Familieudvalget.