Projektgruppen bag Naturrum Cimbrerhøjen, der skal erstatte det nuværende FDF-hus ved Gislumvej i Aars med et nyt multifuktionelt foreningshus, har netop fået tildelt 50.000 kr. i støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd.
-Pengene er øremærket inventar – altså borde og stole – som jo er nødvendige for at huset kan opfylde sit formål om at blive et naturligt mødested for lokale foreninger og brugere, så det er en donation vi sætter stor pris på, siger Brian Larsen fra initiativgruppen.
Projektgruppen har nu sikret sig tilskud og donationer fra fonde, der dækker mere end 80% af opførelsessummen.
-Vi er nu meget tæt på målet, så vi kan gå i gang med at indhente tilbud på at bygge Naturrum Cimbrerhøjen, der efter planen skal stå færdigt i løbet af 2026, forklarer Brian Larsen og tilføjer, at man i øjeblikket afventer svar fra flere fonde, der forhåbentlig er klar til at støtte Cimbrerhøjen.
Dansk Ungdoms Fællesråd, som har ydet den seneste donation, blev oprindeligt stiftet tilbage i 1940 for at engagere og oplære unge i demokrati. Lige siden har DUF søgt at fremme unges aktive deltagelse i demokratiet og foreningslivet.
Det går rigtigt godt i spænd med visionen for Naturrum Cimbrerhøjen. Målet er jo at skabe et samlingssted for lokale foreninger, hvor der kan skabes nye aktive fællesskaber på tværs af generationer, slutter Brian Larsen fra initativgruppen.