Tirsdag aften landede budgettet for 2025 i Region Nordjylland, og aftalen indebærer blandt andet, at der igen skal tappes blod i Farsø.
Af Jacob Dalgaard
Det skabte stor debat, da den mobile blodbank i Farsø for fire år siden blev nedlagt, hvorefter bloddonorer fra Vesthimmerland skulle helt til Hobro for at give blod. Men nu er der godt nyt til bloddonorerne.
I den dugfriske budgetaftale fra regionen, er der afsat to millioner kroner til at etablere et nyt bloddonortappested på Farsø Sygehus. Dertil følger en bevilling på 1 million kroner årligt til at drifte tappestedet.
Medlem af regionsrådet, Pia Buus Pinstrup (K), øjnede muligheden for at få et tappested til Farsø, da der er mangel på blodplasma, og derfor glæder hun sig over aftalen.
"Det er en god dag for Vesthimmerland. Der etableres fast tappested på Farsø Sygehus. Som udgangspunkt bliver der 1 ugentlig åbningsdag. Alt efter efterspørgslerne kan det udvides hen ad vejen, siger Pia Buus Pinstrup.
Hun forventer, at blodtappestedet på Farsø Sygehus vil kunne tappe 400 portioner blod årligt.
Foruden Farsø etableres der også et tappested i Frederikshavn.
Den økonomiske ramme for sundhedsvæsnet i regionen løftes med i alt 246 millioner kroner, der kan finansiere nye aktiviteter. Eksempelvis er der afsat over 35 millioner kroner til at foretage flere operationer. Også det kommer til at dryppe på Farsø Sygehus, hvor der ifølge Pia Buus Pinstrup skrues op for håndkirurgien i de lokaler, der er blevet ledige efter lukningen af skadeklinikken.
Regionsrådsformand Mads Duedahl siger om budgetforliget, som alle partier står bag:
- Alle partier i Regionsrådet er gået konstruktivt ind i arbejdet for at prioritere pengene derhen, hvor vi mener at behovet lige nu er størst. Det er aldrig nemt at prioritere, men de politiske udvalg har arbejdet grundigt med det. Arbejdet har vist, at vi flere steder kunne spare penge, samtidig med at vi gør tingene mere klogt og mere smidigt for patienterne.