Ni vandværker i Vesthimmerlands Kommune er gået sammen om at beskytte grundvandet.
Rent drikkevand kommer fra grundvandet, men det er under pres. Forurening fra landbrug, industri og kemi kan trænge ned i jorden og påvirke vandkvaliteten. At beskytte de områder, hvor vi henter vores drikkevand, er både vigtigt og dyrt.
Vesthimmerlands Kommune har mange små vandværker, der ligger spredt. Det gør det svært for dem hver især at sikre de nødvendige områder omkring deres vandboringer. Derfor går mange af vandværkerne nu sammen i foreningen Vandsamarbejde Vesthimmerland, hvor de i fællesskab kan beskytte grundvandet mere effektivt.
Søren Hestbæk, bestyrelsesformand i Aalestrup Vand, siger:
Vores vandforsyninger i Danmark er på alle måder under pres. Der konstateres forurening og sporstoffer efter forurening i flere og flere boringer, desværre også i vores område. Vi hører nogle gange, at "det også kun er fordi, at vi bliver bedre og bedre til at måle stofferne!" Det er sikkert rigtigt, men har vi ikke også en forpligtigelse til, at sikre, at det vand vi pumper ud, er af den bedste kvalitet. Vand er vores vigtigste fødevare - vi vil heller ikke acceptere, at der er sporstoffer efter forurening i leverpostejen. Ved at gå med i det nye vandsamarbejde i Vesthimmerland, er vi på solidarisk vis med til at sikre, at vandforsyningerne - store som små, og dermed alle indbyggere i Vesthimmerland, også i fremtiden har adgang til grundvand af den bedste kvalitet.
Samarbejdet vil – sammen med Naturstyrelsen og Vesthimmerlands Kommune – beskytte særligt udvalgte områder, hvor drikkevandet hentes. På disse områder vil der blive plantet skov og skabt naturområder, som naturligt beskytter grundvandet mod forurening.
Hvad betyder det for dig?
For at finansiere beskyttelsen af grundvandet vil der blive lagt en ny afgift på vandprisen. Det betyder, at forbrugerne i vandsamarbejdet fremover skal betale ca. 1 kr. mere pr. kubikmeter vand.
De ni vandværker, som deltager i Vandsamarbejde Vesthimmerlnad er:
Ranum Vandværk
Gedsted Vandværk
Hvalpsund Vandværk
Hornum Vandværk
Vesthimmerlands Forsyning
Aars Vand
Aalestrup Vand
Løgstør Vand
Farsø Vandværk