Et tillæg til den oprindelige plan for områdefornyelse i Løgstør Øst er godkendt. Planen skal knytte en ny havnefront bedre sammen med Både&Parken, hvor der er opført en miniatureudgave af Rundetårn.
Af Jacob Dalgaard
19 millioner kroner ligger hos Vesthimmerlands Kommune og venter på at blive omsat til udvikling af et område ved Løgstørs østlige havnefront. Langt de fleste penge, 16 mio. kr., er budgetteret til en ny havnepromenade og kystsikring ved Gruskajen, mens et mindre beløb ønskes anvendt til at gøre Både&Parken mere indbydende med kurvede stier, bede og træer.
Det nyligt vedtagne tillæg skal sikre en bedre sammenhæng mellem den nye havnefront og Både&Parken og videre derfra til og fra resten af byen.
Det oprindelige program for områdefornyelse i Løgstør Øst blev vedtaget for tre år siden. Det indebærer, at den eksisterende havnepromenade fra Limfjordsmuseet i Vest til Limfjordsvej i øst forlænges hen til det gamle slæbested lige øst for Dok 55. Slæbestedet ønskes genoprettet og forskønnet, så det igen bliver muligt at komme til og fra med sin båd.
I samme ombæring skal der bygges en højvandssikring, der kan klare op til tre meter over daglig vande, og det bliver muligt at færdes på begge sider af højvandssikringen.
Fra slæbestedet bliver der etableret en trappe med lange æseltrin, så man kan bevæge sig videre fra promenadens vandside og ind mod landsiden igen og ind til Både&Parken og derfra videre ind til byen.
Områdefornyelsesmidlerne skal være anvendt inden udgangen af 2026.
Udviklingen af området baner også vej for et nyt boligområde, hvor Løgstør Boligforening påtænker opførelse af op til 50 boliger, mens parcellerne tættest på vandet reserveres til privat boligbyggeri. I den forbindelse tænkes Havnevej lukket for gennemkørsel.
For at gøre plads til boligerne bliver galleriet i det gamle gasværk og Grejbanken samt Dok 55 revet ned. Grejbanken skal flyttes til kommunens nuværende materielgård på Limfjordsvej 24, når Vesthimmerlands Kommune har opført en ny materielgård på Havnevej 59, som kommunen købte i oktober i år med henblik på nedrivning.
Allan Ritter Andersen, formand for Teknik- og Miljøudvalget siger, at der lige nu arbejdes med at få lavet en tidplan, så der kan blive lavet en lokalplan for området.
Det er Kjølhede Arkitekter, der har lavet skitserne til områdefornyelsesprogrammet